Mit glade liv med

Denne vise kræver en forklaring. Den får du nederst på denne side:

Mit liv med "Sprutten"

(Melodi: De gyldne Løvers "Det syder af fusel...)

	Vi bor her i Resti i’et pænt, ældre hus med himmel- og havudsigt, muldvarp & mus. Med trækslip & køkken, men uden en klink - og nu må jeg ik’ en gang ta’ mig en drink! Farvel da til fusel og øller med gær Min lever tog skade, så enden er nær. Jeg nyder min Squash, båd’ i flaske & frugt - og synes, at livet er hamrende smukt!
	Med ’Sprutten’ har jeg altid levet mit liv for den satte året i frøperspektiv. Er man kun alvorlig, bli’r livet så trælsk. Jeg elskede alt, der var sært og rebelsk. Farvel kære fusel og øller med gær Min lever tog skade, og enden er nær. Jeg nyder min Squash, båd’ i flaske & frugt - og syn’ pensionistlivet også er smukt!
	Min datter har sagt det. Jeg gentar det her. På stenen skal stå denne gravskrift især: ”Han levede sorgløst, til livet var slut. Tog intet alvorligt – den gamle kanut!” Farvel til hver fusel og øller med gær Hans lever tog skade, så enden var nær. Han nød bare Squash, båd’ i flaske & frugt Allig’vel så fandt han, at livet var smukt!
	Jeg udnytter tiden til til yderste negl. Får nok repareret de dummeste fejl. Sagt verden farvel på den smukkeste vis, og nyder hvert æble i vort Paradis Farvel da til fusel og øller med gær Tog leveren skade? Er vennerne nær? Jeg nyder min Squash, båd’ i flaske & frugt - og synes, at livet er dejligt og smukt!
	Jeg skriver og ordner har travlt som bar' Fa’n, ta’r natten til hjælp, når det kniber om da’n Der er jo så meget, som gerne sku’ nås. der skal jo da osse spadseretur gås. Farvel da til fusel og øller med gær Tog leveren skade, er vennerne nær. Goddag og farvel - og på gensyn, måske! Hver dag er en festdag – Husk bare på det! Bror Janus

Sjældent har jeg taget mere fejlbestik af min familie end med denne sang, skrevet til min fødselsdagsfest 14.marts 2002.
Den dag, hvor jeg blev folkepensionist. Vi havde samlet børn og mine søskende til en farvelfødselsdag, fordi jeg ikke regnede med at opleve flere af dem. (At jeg i dag - 18. sept. 2003 - kan konstatere, at det ikke gik sådan er efterrationalisering, og uden betydning for visen)
Baggrund: Da jeg i februar 2002 på Svendborg Sygehus efter 11 dages indlæggelse for diverse undersøgelser p.g.a smerter i maven fik beskeden 'Kronisk leverbetændelse' (alias alkoholisk leverbetændelse alias 'skrumpelever') og information fra overlægen om, at det kunne læger ikke gøre noget ved. (Jeg vidste, at f.eks. rejsekongen Simon Spies i en alder af 64 år døde af den sygdom på under 9 måneder). Jeg kunne, sagde overlægen, måske forlænge livet lidt ved at holde 100% op med at drikke alkohol. Det var en melding, som for mig betød 'Sendt hjem for at dø'.
Da jeg altid har opfattet 70 år som det, jeg har lyst til at leve, så jeg sådan på oplysningen: Det er godt at få den besked i stedet for ved f.eks. en ulykkke at blive revet bort uden varsel - og uden at have fået ryddet op i mine sager. Jeg var absolut ingen ked-a-det-mand.
Ved fødselsdagsbordet fortalte jeg gæsterne, hvordan situationen var, og at jeg havde skrevet en sang [denne] om den måde, jeg ønskede at tage lægernes melding på. Jeg mente, at den kunne fortælle mine nærmeste, at jeg ikke ser døden som noget ulykkeligt. At jeg var glad for dette forvarsel. For mig var dette ment som en glad vise til deres trøst.
Vi sang den. De andre fandt den absolut ikke morsom! Tavsheden var pinlig.
Hvorfor jeg ta'r den med her? Såmænd i håb om, at der vil findes læsere, som forstår den!