OTTENDE BOG

Den danske indsats – Palæstina

Som englænderne så på Palæstina 1947-48

Det nærmer sig i dag helligbrøde at have en mening om Israel og Palæstina. Da så mange af de unge danskere i britisk tjeneste 1945-48 kom til at gøre tjeneste netop i det af England styrede Palæstina, må det være rigtigst at oplyse, hvad The British Army dengang fortalte sine soldater, herunder de danske frivillige, om mandatet og befolkningen. Uddrag af folderen findes i Elvte Bog. Bagest i bogen to kortskitser af området.

England svigtede sine tropper

- De britiske styrker i Palæstina manglede totalt opbakning fra deres Labourregering hjemme i London. De fik ingen signaler, ingen tilkendegivelser af, hvad England egentlig havde tænkt sig at gøre med Palæstina, fortæller Niels E. Bech. Vi mærkede tydeligt den forvirring, som også herskede blandt vore officerer. Man tog hver dag for sig, uden at have en langsigtet plan. Man betragtede enhver jøde, der ville til Palæstina, som en fjende, en ulovlig indvandrer. Men man havde ikke vovet at sige det lige ud til verden. Havde ikke givet klar besked om den engelske regerings indstilling: At man ikke ville tillade én jøde i at komme legalt ind i Palæstina. At man foretrak at beskytte sit mandat over Palæstina (kald det bare ’sin tilkæmpede koloni’) frem for at holde løftet fra ’Balfourdeklarationen’. Ellers var der vel næppe kommet så mange skibe sejlende med jøder, som flygtede fra lidelser efter ophold i Hitlers lejre - eller blot fra sult, nød og undertrykkelse før, under og efter den store krig i Europa.

’Affæren Zion Star’

Ingen britisk soldat i Palæstina – inklusive  danskerne – kunne undgå at opleve de skrækkelige scener, der udspillede sig igen og igen i og udenfor havnebyen Haifa, flygtningeskibenes foretrukne mål. Jeg blev involveret mere end én gang. Specielt husker jeg flygtningeskibet ’Zion Star’, som vi blev udkommanderet til at modtage. Britiske marinefartøjer havde bordet skibet i rum sø, og med trusler søgt at få kaptajnen til at vende om eller i det mindste lægge til i Famagusta, havneby på Cypern.

Her havde England indrettet kæmpemæssige lejre for de flygtninge, som kom fra hele verden, Europa først og fremmest, for at slå sig ned i deres forjættede land.

I tilfældet ’Zion Star’ havde man endda – uden at jeg kan indse til hvad  nytte – smidt tåregas ned i lasten, hvor de ulykkelige mennesker lå på hylder i 4-5 etager med højst 30-35 cm mellem lagene. Det lignede nøjagtigt de rædselsbilleder, vi havde set fra befriede, tyske KZ-lejre

Men her handler det om ’M/S Zion Star’, fortsætter Niels E. Bech. Langsomt kom hun sejlende ind i Haifas havn. Dette skib var blot ét uhyggeligt eksempel ud af mange. Så snart skibet lagde til, sprang vi ombord. Vore soldater var ubevæbnede. Officererne og enkelte andre (heriblandt jeg) var udstyret med pistol, men ingen trak den af hylstret. Vi var instrueret om, at flygtningene skulle op og flyttes over i britiske skibe for at blive sejlet til Cypern.

Jeg fik ordre til at lede en af de grupper af soldater, som skulle få de mange hundreder af tilrejste jøder til godvilligt at forlade ’Zion Star’. Vi nærmest kurede ned ad det stejle gelænder. I bunden stod flygtninge som sild i en tønde. Stemningen var mere end hadsk. De råbte og skreg af had og raseri. Jeg forstod dem. Flygtet fra alt, kun med det ene håb at få lov at skabe sig en fremtid i Det hellige Land – og så blive nægtet adgang af netop den militærmagt, som havde befriet dem fra Hitlers dødslejre. De mennesker forstod sig af gode grunde ikke på storpolitik.

Vi andre såmænd heller ikke. Ingen af os havde evnet at følge med i verdenspolitikken. Enhver havde haft - og havde - nok med at overleve hverdagen. Dér stod jeg overfor flere hundrede, ja, flere tusinde, rasende jøder. Unge og gamle (flest unge), mænd, kvinder og børn - og skulle fortælle dem, at de ikke var velkomne  - og at de skulle sendes tilbage ad samme rute til Cyperns flygtningelejre. Ingen havde lært mig, hvad man gør i den situation. Jeg er ingen hare til tysk. Det var aldrig mit yndlingssprog. Men jeg kunne dog lidt fra skoleårene. Uden mindste skelen til grammatikalsk korrekthed prøvede jeg at skaffe mig ørenlyd for mit ubehagelige budskab. Ordret husker jeg ikke, hvad jeg sagde, men meningen var denne – og det var måske ikke 100% loyalt overfor det England, vi tjente: - Vi er ganske vist i britisk uniform, men vi er danskere. Det var os, der hjalp mange af jeres trosfæller i sikkerhed under krigen.

Jeg vidste, at historien om danskernes hjælp til vore jødiske medborgere under Besættelsen var kendt af enhver jøde verden over.
- Vi er jeres venner. Men I får IKKE tilladelse til at komme ind i Palæstina som illegale indvandrere. Men jeg véd – og det giver jeg  jer mit ord på, at når I fredeligt forlader dette skib og tager med vore skibe til lejrene på  Cypern, vil I lidt efter lidt få tilladelse til at vende tilbage som legale immigranter.

Det var løfter, jeg ikke var sikker på, at have dækning for. Larmen var øredøvende og kun få hørte mig. En af disse få sprang pludselig op og råbte til sine jødiske fæller:

- Så hør dog efter, hvad denne DANSKER fortæller!

Jeg må have virket tillidsvækkende. Miraklet indtraf. Der blev stille. Hvorpå jeg gentog ordene – måske endda på lidt bedre tysk end første gang. Og så skete det utrolige: De mange mennesker begyndte stilfærdigt og uden at gøre knuder at vandre op ad de stejle ståltrapper, op på dækket, ned ad lejderen til kajen og efter aflusning og registrering atter op på skibe, denne gang britiske transportskibe, som skulle bringe dem til Cypern. Bagefter følte jeg mig ilde tilpas. Havde jeg bildt disse ulykkelige noget ind? Jeg vidste jo i realiteten ikke, hvad England havde tænkt at gøre med dem, ligesom ingen andre vidste det, fordi Englands regering ikke havde sagt tingene lige ud. Ikke gjort sig fremtiden klar. Jeg har den dag i dag ikke den bedste samvittighed over at have lovet, hvad jeg lovede.

Jeg anede reelt ikke, om de ulykkelige nogensinde ville komme ind i Palæstina. Jeg var glad, da Israel året efter fik selvstændighed og straks åbnede grænserne for alle jødiske indvandrere. Så havde jeg i det mindste ikke løjet. Selv om det så sandelig ikke var den engelske regerings fortjeneste. England strittede voldsomt imod, slutter Niels E. Bech.

Briternes militante modstandere

I den uddelte folder ’glemmer’ englænderne at oplyse den barske sandhed til soldaterne: I skal i krig! Guerillakrig.

The British Army undlod at fortælle danskerne, at de af den danske regering og de britiske autoriteter var lokket i  baghold – men var ude af stand til at gøre noget ved det, fordi de med deres underskrift på hvervekontrakten havde undergivet sig britisk, militær straffelov. Som mange af danskerne i ’Frikorps Danmark’ og Waffen-SS under Anden Verdenskrig blev lokket i et baghold, da de blev  indbildt, at enheden var dansk med dansk uniform og dansk kommandosprog, mens den efter få dage måtte sværge troskabsed til Adolf Hitler, fik SS-uniform og blev kommanderet på det tysk. Heller ikke de forstod.

Hvor mange af de frivillige, danske uden sprogkundskaber havde overhovedet læst aviser? De havde haft nok at gøre med at lære befalingsmændenenes kommandoer og betydningen af de engelske pigers søde ord og knibske afslag. Hvor meget fortalte den selvcensurerende, engelske presse egentlig offentligheden om, hvad der skete i Palæstina?

At England omkring Palæstina var oppe imod en god del af verdensopinionen, som ønskede at give jøderne et hjemland. At britiske soldater ikke blev  sendt på en fredsbevarende opgave, men tværtom blev sat ind på en totalt umulig opgave: At være fredsskabende. Et ord, som på den tid endnu ikke var opfundet. Både hjemme og ude undlod man at fortælle soldaterne, hvad de egentlig var der for! Hvem og hvad de skulle bekæmpe. At britiske soldater – og dermed danskerne - skulle være indstillet på at føre guerillakrig mod folk, der kæmpede for deres frihed! Selv i England måtte dét ikke hedde sig. Foruden araberne, der var ret uorganiserede, var The British Army i Palæstina oppe mod især 3 velorganiserede og meget militante jødiske terrorgrupper: Irgun Zwai Leumi, Stern og Zva Haganah.

*Stern, grundlagt af Abraham Stern, som før Anden Verdenskrig blev dræbt i ildkamp. Denne gruppe, som højst talte 500 mand, stod bag en række terroraktioner mod briterne.

*Zva’  Haganah, som var mere moderat. Efter Israels  selvstændighed 1948 blev denne organisation grundstamme i Israels hær og efterretningstjenesten ’Mossad’.

*Irgun Zwai Leumi, dannet i 1936 til modstand mod det britiske mandatstyre i Palæstina. Irgun bekrigede briterne med mord, attentater og sabotage. Efter staten Israels oprettelse indgik denne organisation i den nye stats hær. ’Irguns’ leder 1943-48 var Menachem Begin. Denne militante gruppe udførte de fleste og groveste anslag mod briterne, bl.a. sprængningen af det militære, britiske hovedkvarter i Hotel King David, hvor 91 mennesker blev dræbt. Det var også ’Irgun’, som 17. september 1948 (efter den FN-besluttede oprettelse af staten Israel) myrdede De Forenede Nationers udsending til Mellemøsten, lederen af Svensk Røde Kors, greve Folke Bernadotte. Manden, der havde befriet danske og norske KZ-fanger fra Hitlers KZ-lejre.

Omtalte Menachem Begin sluttede som ministerpræsident 1977 fred med Egyptens præsident Anvar Sadat med USA-præsident Jimmy Carter som mægler. Den såkaldte Camp David-fred. Det indbragte Sadat og Begin en delt Nobel-fredspris 1978. Fredsslutningen gav ham ryggen fri til en endnu hårdere linie overfor palæstinenserne. Han tillod omfattende jødiske bosættelser i de af Israel besatte arabiske områder. Han annekterede 1981 de syriske Golanhøjder, og i Libanon greb han ind med bombninger og indfald, der kulminerede 1982 med invasion og besættelse også af Libanon og ødelægelsen af Beirut. Han satte enormt skub i etablering af jødiske bosættelser. Når nogen bebrejdede ham, at han støttede idéen om bosættelser midt i arabiske områder, havde han  et standardsvar:  Should I refuse Jewish people to settle down in Judæa and Samaria? Never! - Never! - Never!)

Må vi be’ om den varme kakkelovnskrog

- Vi dampede af pr. biltransport næste dag. Tværs gennem Palæstina, gennem Nazareth over grænsen til det mest forbistrede ørkenland og bjerglandskab, fortæller Mogens Jensen i en 1947-rapport til 2. Bataljons soldaterforenings blad i Horsens. Vi kørte over en høj bjergkæde, lige da vi var kommet over grænsen. Det var en oplevelse at se de snoede veje op ad bjergsiden. Efter bjergkæden var der et næsten fladt landskab, men så begyndte bjergene igen og – ikke at forglemme – ørkenen. Sand, sand, sten og bjerge, ikke en grøn plet. Stadig så vi hyrder, der drev deres fåreflokke og bjerggeder. Hvad dyrene levede af, véd jeg ikke, men et dansk får kunne i hvert fald ikke bjerge livet der. Vi så kun arabere. De var næsten alle sammen meget forhutlede, magre og i pjaltede klæder. Mange boede i huler. I bjergene dog enkelte bedrestillede i lerklinede hytter eller telte. Lejren, vi kom til, bestod af telte. Hvad der egentlig så vældigt lovende ud. Det var godt varmt, dejligt når vi  rejste i vort tropetøj. Men ak og vé!  Det blev nat – og så kom kulden. Jeg har aldrig frosset sådan i Danmark, som jeg gjorde om nætterne i den palæstinensiske ørken. Det kunne endda gå, når vi var på øvelse om natten og skulle grave skyttehuller at sove i. Så fik vi udleveret en god, varm flyverfrakke, samt vanter og halstørklæde plus vore kapper og et tæppe hver. Alligevel var det umuligt at holde varmen. Det frøs hårdt om natten. Når vi var på natøvelser, startede vi med at grave lige før mørkets frembrud og blev som regel vækket ved 3-tiden for at rykke fremad. Hvis vi endelig havde fået lidt søvn, var vi så stive af kulde, at vi næppe kunne røre os. Og så igen om dagen, hvor det var lige modsat: Drønvarmt. Jo, det var hårde øvelser, vi var med i. Så vi var stærkt udmattede, når vi kom tilbage til lejren og kunne begynde at rense våben. Alle øvelserne var krigsmæssige. Dvs. at vi hele tiden brugte skarp ammunition, både til kanoner, morterer, tankvåben, rifler, maskingeværer og håndgranater. Mange gange fyrede vi over hovederne på vore egne tropper, slutter Mogens Jensen.

Landminer på træktråde

- Benyaminalejren lå i nærheden af byen Hadérah, fortæller Niels E. Bech. Fra lejren kunne vi se en anden landsby, en jødisk bosættelse, hvor vi vidste, at den illegale, jødiske terrororganisation ’Stern’ havde en slags uofficielt hovedkvarter. Det skærpede vor årvågenhed. Vagtposter og patruljer kunne aldrig føle sig sikre. Men de jødiske terrorister var meget snu. De udspændte således tynde stålwirer over vejene, så motorcyklister blev væltet af vejen eller jeeps med chaufføren bag nedslået frontrude mistede kontrollen over køretøjet og endte i grøften – hvis chaufføren ikke allerede var dræbt af wiren. De havde andre metoder. F.eks. lagde de armerede miner i vejsiden, skjult mellem buske eller skjult af visne palmegrene. Disse miner var fastgjort til en meget tynd stålwire, som lå over vejen og op i et skjul måske 100 meter fra vejbanen. Civil trafik lod manden i skjulet køre forbi. Men når han fik øje på en vogn med arabere eller en britisk militærkolonne (af hensyn til sikkerheden brugte man næsten altid kolonnekørsel), ja, så trak han fra sit skjul i wiren og hev således pludselig minerne op foran den arabiske bil eller militærkolonnen. Vi havde mistet mange folk og køretøjer på den måde. Mod minerne beskyttede vi bilerne med sandsække i bunden – samt indskærpede manden ved siden af chaufføren om at være meget årvågen, slutter Niels E. Bech.

Bjerget, hvor Elias kæmpede mod Bahl

- Som ordonnans i Palæstina opnåede jeg at blive sendt med vigtige papirer til det militære britiske hovedkvarter i Hotel King David mellem Haifa og Jerusalem, fortæller Hans Balle Nielsen. Personligt kom jeg dog aldrig ud for ubehageligheder trods mange ture til hotelhovedkvarteret på siden af Karmelsbjerg – det bjerg, hvor profeten Elias kæmpede mod filistrenes afgud, Bahl’s,  præster  (Gamle Testamente 1. kongebog, kap.18). Men det var dæleme med at holde øjne og øren åbne, hvis man ville overleve, uden at køre ind i stålwirer, miner, vejspærringer, baghold osv. Desværre nåede jeg aldrig at opleve landet som turist og få set de mange steder, vi kender fra bibelhistorietimerne. Hvad jeg ofte siden har drømt om. Men i dag har jeg ikke mindste lyst til at tage ned og være bombemål, slutter Hans Balle Nielsen.

Jødeterrorist blev Israels ministerpræsident

- Som engelsk soldat oplevede jeg både Egypten, Arabien, Transjordanien (nu: Jordan), Cypern og Afrika. Men det meste af tjenestetiden opholdt jeg mig i Palæstina, fortæller Henry Holm, Faaborg. Det var på den tid, den senere israelske ministerpræsident Menachem Begin ledede den antibritiske oprørsbevægelse ’Irgun’s militære operationer og bl.a. i 1946 sprængte det britiske militærs hovedkvarter i Hotel King David på Karmelsbjerget i luften, hvorved 91 mennesker blev dræbt.  Det gik hårdt til i de sidste år af den britiske mandatperiode i Palæstina, op til 1948, hvor FN overgav området som hjemland for jøderne, og englænderne under protest måtte trække sig ud af det land, de havde ledet i henved 100 år. Jagten på dem, som den ene part kaldte terrorister og den anden kaldte frihedskæmpere, var intens og blodig. Af både jøder og arabere blev vi britiske soldater kaldt for ’de røde djævle’. Det var også briternes – og dermed vor - ubehagelige opgave at standse de tusindvis af jøder, som kom med skibe til Det hellige Land, de hævder, Gud har givet dem. 

Nær dansk mytteri over englændernes brutalitet

- De jødiske emigrantskibe blev stoppet og passagererne omladet fra de elendige plimsollere, de ankom i, til forsvarlige troppetransportskibe, som bragte dem til lejre på det ligeledes engelskbesatte Cypern. I et enkelt tilfælde helt tilbage til Hamborg, fortsætter Henry Holm. Den del af jobbet gav i øvrigt anledning til et dansk mytteri – eller noget, der lignede. Vi stod på kajen i Haifa og tog imod jødernes skibe.
Det gik tit hårdt til, når vi efter ordre gennede de mange flygtninger fra Europa over på et andet skib, blot for at sejle dem bort fra det land, de havde betalt så mange penge for at komme til.

Jeg overværede, at vor sergent blev slået til blods af  en oprørt menneskemængde. På et tidspunkt gjorde vi danskere gældende, at vi under den nazistiske besættelse af Danmark havde hjulpet tusinder af jøder til Sverige, og derfor ikke ville acceptere, at vi nu skulle møde dem med våben i hånd (de kunne genkende os som danske. Vi havde Dannebrogsmærke på uniformens overarm). Skønt vi blev truet med arrest for  lydighedsnægtelse, endte det med, at vi fik lov at gå ombord, kun udstyret  med lange, hvide stokke, slutter Henry Holm.

Påsvejset jernstang sikrede mod drabsforsøg

- Det ene år i Palæstina blev mit livs mest spændende og oplevelsesfyldte. Takket være jobbet som chauffør og mine  gode skolekundskaber, bl.a. i historie og i engelsk, fik jeg mange opgaver, som var ud over det sædvanlige for en menig i Royal Artillery. Kanonerne lærte jeg heldigvis aldrig at fyre af. Sådan fortæller Knud Tang Andreasen, Holte. I min tildelte jeep kørte jeg i 1947 det meste af Palæstina rundt som ordonnans eller eskorte. Ofte kørte jeg som chauffør for vor kommandant, artilleriskolens chef. To af disse gange var private besøgsture  til Egypten, hvortil officerernes hustruer og børn på et tidspunkt blev evakueret. På disse ture overnattede vi i Jerusalem hos højkommissæren for Mellemøsten, Sir Allan Cunningham. Vi sad selvfølgelig ikke til højbords, men frydede os ’downstairs’ i køkkenet over resterne fra de udsøgte middage ’upstairs’. Under et af disse besøg fik jeg lejlighed til i fred og ro at bese højkommissærens seks flotte Rolls Roycer. Det var selvsagt ’guf’ for en motorgal yngling fra Danmark, der under Besættelsen kun havde set meget få biler, og disse var for det meste generatordrevne, gamle mukkebikker, som skulle fyres med bøgebrænde. Andre gange var jeg med til Gaza-ørkenen, hvor højkommissæren og vor oberst kørte sammen i en stor Humber-personvogn med en jeep foran (her var jeg chauffør) og en anden jeep bag Humberen.

Vor jeep var foret med sandsække for at dæmpe evt. minesprængninger. Det var dem, jeep’en skulle ’tage af for’. Foran på kofangeren var påsvejset en lodret siddende ca. to meter lang jerndrager (billederne herover) som sikkerhed mod et af  terroristernes frygtede våben: Udspændt ståltråd cirka en meter over vejbanen. Indtil man fandt på det med jernstangen, havde adskillige chauffører mistet livet grundet sprængt strubehoved, når jeep’erne , som pga. heden kørte med forruden lagt ned over motorhjælmen, kørte ind i sådan en tynd stålwire, slutter Knud Tang Andreasen

Ud at gøre rent i ørkenen

- Da jeg havde mit arbejde i batteriets forsyningsdepot, deltog jeg ikke meget i de daglige jobs, siger Erhardt Jørgensen. Mange havde ikke så meget at lave. Som beskæftigelsesterapi udtoges oprydningskommandoer. De skulle gøre rent i ørkenen! Dvs. samle cigaretskod og afbrændte tændstikker langs jernbanelinier og landeveje. Altsammen for at få folks tanker væk fra det, der ellers skete i Palæstina.

Jeg deltog dog i et par øvelser og i nogle gåture langs jernbanelinierne, hvor vi skulle finde bomber, lagt af terrorister for at ødelægge vore transporttog. En gang hørte vi et højt drøn et par kilometer derfra. Faktisk der, hvor vi lige havde gået, så terroristerne må have ligget på lur i buskadset og ventet på, at eftersøgningsholdene var passeret, hvorefter de er faret frem og har lagt bomberne. I hvert fald erfarede vi, at en jødisk undergrundsbevægelse, havde sprængt skinnerne i luften. Der var også mange ’roadblocks’ (vejspærringer). Jeg deltog i flere. Jeg husker specielt et tilfælde: I 3-4 jeeps var vi 12 soldater og en officer, som skulle sikre et bestemt vejkryds, hvor der var en appelsinlund på den ene og en vinmark med modne druer på den anden side. Den dag fik vi frisk frugt. Straks vi ankom til krydset, skulle vi opsætte pigtrådsspærringer. Vi undersøgte alle biler og gående. Drejede det sig om en bus, måtte alle passagerer ud og kropsvisiteres, mens andre af os gennemsøgte bussen for mulige bomber.

Det var sjældent, vi fandt noget, for både araberne og jøderne vidste, at de ville blive gennemsøgt. Vi kom bedst ud af det med araberne. Det vil sige. Jeg har faktisk aldrig talt med jøder i Palæstina – endsige været tæt på nogen. Vi vidste, at både araberne og jøderne anså os for fjender. Men jøderne var de værste. De ville med vold og magt selv overtage styret af  landet, mens araberne godt vidste, at den dag, vi ikke længere var der, så ville jøderne få overtaget. Det viste sig jo efter 15. maj 1948, hvor staten Israel blev erklæret, at arabernes bange anelser slog til. Som de gør det i dag, slutter Erhardt Jørgensen.

Sabotage havde nær kostet menneskeliv

- Jeg blev artillerist, underkorporal, næstkommanderende på et rent dansk kanonhold. Dog var  kanonkommandøren en gæv, irsk sergent Keefer, og kanontraktorchaufføren en englænder, som hed Beasley, siger Ernst Emil Andersen, Stubbekøbing. En nat blev vi alarmeret klokken 02. Pic-pac på køretøjerne, aflevere rifler, få udleveret maskinpistoler plus magasiner og en fandens masse ammunition. Magasinerne fyldte vi op under kørslen, som åbenbart var babu-babu! Pludselig begyndte Otto (jeg husker ikke efternavnet) at græde. Tårerne løb ham ned ad kinderne, og han hulkede:

- Nu skal vi i krig! Jeg vil altså ikke dø endnu!

- Slap af, mand! sagde jeg. Vi har sgu været i krig hele tiden. Blot  hidtil på en dejlig, ufarlig måde, sagde jeg.

Kolonnen kørte så hurtigt som den slags nu en gang kan køre, når det er traktorer, som trækker kanonerne, og vejene er elendige jordveje med dybe huller. Vi hoppede og dansede i biler og på traktorer. Vi var nået til Latrun. Derfra gik vejen 7-8 km nedad til bunden af en dal, før vi igen skulle opad mod Jerusalem. Pludselig begyndte vores kanontraktor med kanon at tage fart. Al for stor fart. Beasley skreg:

- Det er bremserne. De virker overhovedet ikke. Det er sgu sabotage!

Vi måtte vige ud af kolonnen, over i modgående vejbane for ikke at køre ind i de andre. Farten på vort lille vogntog steg og steg. Otto glemte helt at græde. Heldigvis var der endnu ingen modkørende. 80 km, 100, 120, 130 km. Jeg tror nok, vi var oppe på 140 km i timen, før terrænet fladede lidt ud.

Jeg hang på håndbremsen, men den virkede heller ikke. Vi råbte og skreg til hinanden, for vi vidste alle, at hvis vi røg ud over vejkanten eller mødte en modkørende, ville der efter os kun være et gevaldigt hul i jorden. Traileren var nemlig fyldt med 50 granater plus ladninger  - og bag i traktoren var der yderligere 50 granater, alle 25-punds med tilhørende ladninger.

Vor major kørte forrest i kolonnen. Troede han. Vi overhalede ham i vild fart. Jeg så ham. Hans ansigt var forstenet, da vi susede forbi ham. Da vi endelig kom ned i bunden af dalen, tabte fart – og kunne holde ind i vejsiden og puste ud, kom der i modsat retning 3-4 blokvogne læsset med kampvogne. Vi sagde ingenting til hinanden, men tænkte alle:

- Tænk, hvis de havde været nogle få minutter længere fremme. Så havde vi mødt dem på bjergvejen, og så havde det været ude med både os og transportfolkene.

Her havde der været bud efter os. Da mekanikervognen kom, viste det sig, at Beasley’s mistanke havde været  rigtig: Bremseslangerne var skåret over. Nå, de blev udskiftet, og så gik det videre mod Jerusalem. Det viste sig, at der også havde været en helt lille krig i gang dér. Det stank af krudtrøg, men der var ingen mennesker i gaderne, og det var åbenbart længere væk, vi skulle. Vi fór så hurtigt kolonnen kunne gennem Jerusalem, videre mod Bethlehem (der var ikke megen julekrybbestemning dér).

Vi vidste stadig ikke, hvad der skulle ske. Ved Hebron blev der givet ordre til i en rasende fart at prosse af  og sætte kanonerne i stilling. Og så myldrede det pludselig med engelsk infanteri. De vidste besked. En jødisk bosættelse syd for Hebron – langt ude i ødemarken – var blevet angrebet af araberne.

Ernst Emil Andersen slutter: Men vi kom for sent. Det hele var jævnet med jorden. Araberne flygtede, men vore granater nåede dem. Eet skud til indskydning – alle 8 kanoner spyede hver et skud af – så 200 meter højere med afstanden – og de næste 8 skud ramte lige midt i målet. Det var det hele. Så var den lille lokalkrig forbi. Vi undlod at se på, hvad de kom kørende tilbage med derude fra i ambulancer og lastbiler.

British Army var mit 3. forsøg

- De engelske soldater i Palæstina ville altid gerne låne vore uniformsjakker med Dannebrogsmærket og ordet ’Danmark’ på, når de skulle ud om aftenen for – som det vist hedder i dag – ’at score damer’, fortæller Hugo Pedersen, Horslunde, Lolland.  Men de blev hurtigt afsløret, for jøderne – hvoraf en del talte dansk – stillede dem bare et par spørgsmål på dansk. Og det sprog havde englænderne jo aldrig lært – det fulgte ikke med uniformsjakken. Jeg var ved forsyningstropperne både i Egypten og Palæstina. Kørte blandt andet benzin fra vore lagre i Haifas havneområde.

Både arabere og jøder var ude efter brændstof, så der var altid vagteskorte, når jeg kørte med, hvad vi dengang kaldte ’de store tankvogne’, selv om de nok i dag ville forekomme små. Det skete, at der røg en af de forankørende jeeps, fordi der var lagt miner på vejene. Men heldigvis nåede tankvognen aldrig at køre på miner. Ellers kunne det være gået grueligt galt. I øvrigt var The British Army tredje gang, jeg meldte mig til aktiv krigstjeneste. Jeg var frivillig i Finland under 1940-krigen, men dér nåede jeg aldrig at komme i aktiv kamp. Det samme med min tid i frihedskampen. Så det var rart at få lidt spænding i Palæstina.

Højkommissæren - en stor, lille mand

- Der blev holdt artilleriøvelse i bjergene nordøst for havnebyen Haifa, fortæller Knud Tang Andreasen. Jeg skulle være en del af eskorten. Her for højkommissæren for hele Mellemøsten, Lord Allan Cunningham. I dagene forud havde jeg sammen med en kaptajn adskillige gange kørt turen fra lufthavnen til øvelsesarealet for præcis at vide, hvor mange minutter turen ville tage fra højkommissæren steg ind i bilen i lufthavnen, til vi nåede højkommissærens standplads på øvelsesområdet. Da dagen oprandt,  blev der posteret soldater langs den ca. 30 km lange kørestrækning. Posterne stod med cirka 100 meters mellemrum. Eskorten bestod af henved 20 køretøjer. Forrest et pansret køretøj, så kaptajnen og mig i jeep’en. Derefter en masse pansrede biler i hvilken bilen med højkommissæren var en af dem. Hvilken af bilerne kunne eventuelle terrorister ikke vide. For i forvejen havde højkommissæren sendt  4 af sine 6 Rolls Royce. Alt klappede både på ud- og hjemvejen. Efter ’operationen’ fik den lille, hvidhårede herre fra bil til bil og hilste på chaufførerne. I sandhed en stor, lille mand. Nogle dage efter blev 10 af de højeste af os udtaget til en slags ’æresgarde’ som i fremtiden skulle modtage højtstående officerer, der besøgte artilleriskolen. Det betød hver gang cirka en uges forudgående eksercits, fordi alt skulle ske med stor præcision, men i ’slow motion’, hvad der absolut ikke er nogen let ting, slutter Knud Tang Andreasen.

Juleaften var en uheldsdag

- Efter en rum tid i selve ørkenen fortsatte vi rejsen med vore trucks, trailere og kanoner, fortæller Helge Kristensen. Vi kørte ad smalle veje igennem dale og øde områder og med ophold mange steder. Med gå-på-mod kørte vi igennem det fremmedartede landskab mod Tiberias og Genesareth sø, hvor vi skulle gøre vagttjeneste i 14 dage.  Efter de 14 dage kørte vi med kanonerne ind til et sted, der hed Rama-David, hvor vi skulle ligge julen over. Vi skrev 1946. Juleaften om eftermiddagen kom en korporal og meddelte os 5-6 danskere, at vi skulle stille i ’cookhouse’ for at tilberede englændernes julemiddag, som skulle serveres den 25. december. Englænderne fejrer jul 1. juledag. Den 24. drak englænderne sig kanon. Det var sjældent noget smukt syn. Vi bad korporalen glemme alt om den ordre. Sagde, at det var imod vor skik at arbejde juleaften. Han blev skidesur. Men vi stod fast på vor afvisning af ordren.

Vi var godt klar over, at historien ikke var slut med det. Han gik. Hurtigt lagde vi en slagplan. Vi blev enige om, at vi alle skulle forsvinde ned til vort baderum. Sådan en skide korporal skulle ikke fortælle os, hvordan vi skulle holde juleaften! Så vi gav os god tid til et dejligt bad.  Nyvaskede og rene i sjæl og sind vendte vi tilbage til hytten. Der stod korporalen sammen med en sergeant-major. Igen måtte vi forklare, hvorfor vi nægtede at arbejde i ’cookhouse’ en juleaften. Men det ragede dem en papand. Der blev kommanderet ’By the left quick march’. Så blev vi ført ned til en lille hytte, hvor vi alle seks blev anbragt under arrest. Så kunne vi fejre juleaften dér!  Første juledag havde vi mulighed for at få foretræde for lejrens øverstbefalende.

Han gav os medhold i vores klage over den pågældende ordre. Så vi slap ud af fængslet og nåede at komme med til julemiddagen. I fængslet blev der serveret the med rom julemorgen. Officerer og øvrige befalingsmænd serverede - også til julemiddagen. Da de tydeligvis havde gevaldige tømmermænd, blev det en hård dag for dem. Flere gik omkuld, før kalkunen og desserten blev serveret.

Vi gik meget på vagt i denne lejr, og lærte at råbe: - Halt! Who goes there? Nu var det alvor. Der blev ikke taget chancer. Flere af vore lastbiler var kørt på miner. Vi kom også på traveture i bjergene. Vi gik omkring Nazareth med fuld oppakning, gasmasker, maskinpistoler – ja, selv kanonerne havde vi med. Det krævede sin mand. Temperaturen var omkring de 40^o celsius.

Kampen mod de illegale

- En dag  mens vi lå i Rama-David, skulle vi pludselig træde an - som så mange gange før - men denne gang skete der noget uventet, fortsætter Helge Kristensen. En oberst gav os ordre til at stille fuldt feltmæssigt i løbet af en halv time. Vi fik travlt, men regnede med, at det var en af de sædvanlige øvelser. Vi trådte an med hele udstyret, fik ordre til af fjerne Danmarksmærket, som vi bar på den ene skulder. En masse lastbiler blev kørt frem. Vi sad op, og sent om aftenen kørte vi ud af lejren. Vi anede ikke, hvor turen gik hen. 

Det viste sig at bestemmelsesstedet var Haifa, hvor vi blev kørt ned til havnen. Her blev vi omsider orienteret om formålet med udflugten: Et skib med jøder var på vej til Palæstina. Englænderne havde forgæves prøvet at overtale dem til at vende om frivilligt. Skibet stoppede først, da der blev åbnet ild mod det ved tre mile grænsen. Uanset hvilken holdning man kunne have til jødernes kamp for et hjemland, så var det her i 1947 forsøg på illegal indvandring. Vi lå i beredskab hele natten. Vi var meget spændt - og følte os tæt på begivenhederne. Tidligt næste morgen så vi flere skibe i horisonten. Ét af dem havde fået slagside. Det var netop skibet med jøderne. I morgengryet kom skibene ind i havnen.

Vi blev chokerede over at se, hvor mange mennesker der var ombord på det beskadigede skib. Det var overfyldt med mænd, kvinder og børn. De var alle påvirkede af tåregas, som var blevet brugt imod dem, for at få dem til at overgive sig. Alle råbte og skreg i munden på hinanden. Børn hylede, kvinder græd og mændene truede ad os. Men lige meget hjalp det - de fik ikke lov at betræde Det hellige Land. Vi blev beordret ombord i et engelsk troppetransportskib.

Vi skulle overvåge, at jøderne blev overført til dette skib. Alt var kaos. Der måtte bruges magt for at få jøderne til at forlade deres eget skib. Den første, jeg så gå fra borde, en kvinde, spyttede officererne lige i ansigtet. På troppetransportskibet blev mænd og kvinder skilt fra hinanden. Jeg kan endnu se de arme stakler for mit indre blik - hadet lyste ud af deres tårevædede øjne. Men de var hjælpeløse. Måtte parere ordre. 

Jeg var posteret ved en nedgang til skibets hospital. Jeg havde skarpe skud i magasinet, men måtte kun skyde efter ordre. Det var en grim og bedrøvelig situation. Heldigvis skete der ikke noget dramatisk. Efter mange besværligheder blev jøderne omsider overført til vort skib. Mange af dem bar endnu kendetegn fra koncentrationslejrene på deres tøj og havde fangenummer tatoveret på underarmen. Der var ikke noget at sige til, at de gjorde oprør. Men indtil videre måtte de finde sig i, at vi sejlede dem til Cypern, som dengang også var under engelsk overhøjhed.

Hvis jeg husker rigtigt tog det et døgns tid at nå Cypern. Her blev der igen ballade, da de skulle fra borde. Vi var lettede, da vi havde fået dem alle i land. Nu skulle skibet gøres rent. Det så frygteligt ud. I raseri havde jøderne ødelagt så meget som muligt. Alle køjer var skåret tværs igennem. De havde forrettet deres nødtørft overalt. På lofter og vægge stod der smædeord mod englænderne. Det var en oplevelse, jeg gerne ville have undværet. Efter endt rengøring blev vi sejlet tilbage til Haifa med en motortorpedobåd. Hjemturen var afslappende. Men så meldte søsygens kvaler sig, for torpedobåden lå uroligt på vandet med sin høje fart. Vi vendte hjem til regimentet med udsigt til flere rejser af samme ubehagelige slags.

Livet gik videre i Rama-David, men vi blev forflyttede til en ny lejr: ’Camp 21’. Den lå i Nathanya. Her skulle vi på flere øvelser med kanonerne, som hver dag skulle pudses op. Der blev brugt mange timer på at rengøre dem for sand. Når vi kørte ud med kanonerne, blev der lige pludselig råbt "Action!", og så skulle kanonerne være på plads i løbet af 30 sekunder og mandskabet være klar ved hver funktion. Vi  skiftede hele tiden pladser, så hver mand lærte alt om kanonen. Hvis en granat ikke fungerede rigtigt, blev der råbt "Misfire!" (dvs. funktioneringsfejl). Så skulle vi være ekstra påpasselige. Det var jo ikke det rene pjat. Det var altid en officer, der gav skydeordre.

Engang i ørkenen, havde vi en korporal, der ikke ligefrem havde opfundet den dybe tallerken. Vi skød i flere hold, men så råbte ’Gamle’ og ’Knægten’: - Fyr! for at drille ham. Korporalen fyrede kanonen af udenfor tur! Skydeofficeren kom farende: ’What are you firing at?’

Kors, hvor blev korporalen gal på os danskere. Jeg mener, at han mistede en af vinklerne. Jeg fik ligefrem medlidenhed med ham. Alligevel grinede vi meget af den oplevelse.  I  ’Camp 21’ gik vi meget på vagt. Der blev pudset geværer og støvler i én uendelighed. Til eftersynet inden vagten blev der kigget i løb og kammer, og det var bare ’om igen’, hvis det ikke var godt nok.

Var man så uheldig at tabe geværet i sandet, var det et pokkers arbejde at få det rent igen. Man var næsten parat til at skride fra det hele, når man skulle i gang med sådan hovedrengøring. Vi boede fire i hvert telt, danskere og englændere mellem hinanden. Om natten havde vi moskitonet over sengen. Om dagen skulle vi passe på ikke at blive skoldet af den skarpe sol. Mange af gutterne fik store sår og vabler, men efterhånden blev vi klogere. Når vi var på øvelse, sov vi på den bare jord med et tæppe.

Når vi vågnede var vi helt stive i kroppen. Vi skulle også passe på skorpioner. Det var nogle grimme krabater. Vi samlede dem i en dåse og lavede en ring af benzin, ind i ringen med dem - så stak de sig selv ihjel. Når vi skulle hente ammunition med lastbil, var der altid to mand bag i trucken med skarpladt gevær. Det var faktisk livsfarligt at hente ammunition, man vidste aldrig om bilen ramte en landmine eller blev overfaldet af terrorister, jøder eller arabere, så vi kørte altid i konvoj. Som nævnt gik vi meget på vagt. Om natten 2 og 2. Den ene skulle gå et par meter bag den anden. På en sådan dobbeltvagt havde den ene altid en lyspistol på sig, slutter Helge Kristensen

Et par ramsaltede bemærkninger

- Da Hotel King David, hovedkvarter for alle britiske styrker i Mellemøsten, blev sprængt i luften af en jødisk terrororganisation og flere fremtrædende militærpersoner blev dræbt, blev vi alarmeret og kørt ud for at bevogte hovedvejen mellem Tel Aviv og Jerusalem, fortæller Anders Børge Albertsen. Langs denne ældgamle karavanevej, som godt nok var blevet asfalteret, stod med mellemrum middelalderlige vagttårne af tørrede lersten. Vi havde forbud mod at betræde dem eller komme i deres nærhed. Ledelsen frygtede, at tårnene skulle være minerede. I stedet blev vi i  grupper på 3-4 mand stationeret i de forskellige vejkryds. Der lå vi den hele lange nat i det rene sandstøv med ryggen op mod nattekulden.

Da solen endelig begyndte at stå op i Østerled, blev vi hentet af lastvogne og kørt til en lille by i nærheden. Dér mødtes efterhånden hele bataljonen på en indhegnet plads bag en fabrik. Tværs over pladsen gik en sti med en træbom i hver ende. Her blev der placeret vagtposter. Adgang forbudt! Midt på stien blev officerernes frokosttelt rejst og deres jeeps stillet udenom. Hvad der blot ikke var taget højde for var, at arbejdernes eneste adgang til fabrikken var netop denne sti. Ved 6-tiden om morgenen begyndte damer i alle størrelser og typer, de fleste tilslørede, at stimle sammen ved bommene.

Mest højrøstede var de ældre damer uden slør, men med en masse sølvtingeltangel på både arme og halse. Det varede nogen tid, før vi vagter blev klar over, at det ikke var vor tilstedeværelse, de var utilfredse med, men den kendsgerning, at de ikke kunne komme på arbejde til tiden. Ad deres egen trampede sti! Hvad gør en soldat i den situation, hvor han har fået ordre på ikke at lade nogen som helst civilist slippe igennem, men også har ordre til ikke at skyde på ubevæbnede civilister.

Kvinderne tog os ikke alvorligt. De forreste gamle rappenskralder skældte ud og holdt så samtidig vore geværløb til side, hvorefter resten af kvinderne roligt spadserede deres sædvanlige vej til arbejde! Vor løjtnant kom styrtende og råbte: - Skyd ikke – uanset hva’ fa’n der sker!

Fra baggrunden lød det: - Hva’ skal vi så? Kneppe dem ihjel eller hva’?

Løjtnanten vendte sig og brølede: - I don’t like your attitude! (Jeg bryder mig ikke om din opførsel).

Da der samtidig kom nogle unge piger forbi, som vist var lidt sent på den, lød en lavmælt bemærkning: - Hvis det var ordren, var det godt vi ikke tog de forreste!

Det jødiske angreb på fænslet i Acre

- I periferien oplevede jeg angrebet på englændernes berygtede fængsel i Acre, fortæller Knud Tang Andreasen. Det var en gammel middelalderborg, som englænderne benyttede til fængsel for tilfangetagne medlemmer af de to frygtede, skånselsløse jødiske terrorbander ’Stern’ og ’Irgun’. Angrebet er indgående skildret i bogen ’Exodus’, oplyser Knud Tang Andreasen. 

For bedre at forstå hadet til netop dette fængsel og det jødiske angreb på det, vælger jeg med forfatterens tilladelse et par længere citater fra ’Exodus’, den verdensberømte roman om jødernes historie fra flugten ud af  Jerusalem år 70 op til Israels selvstændighed 1948. Også i Mogens Boisens danske oversættelse bruges engelske mål, så det bør erindres, at en engelsk ’tomme’ er cirka 2½ cm, og en engelsk ’fod’ cirka 30½ centimeter:

Leon Uris ’Exodus’, bind 2, Tredje bog, side 486-87:

Fængslet i Acre var en gigantisk bygning, anlagt på ruiner af en korsfarerborg. Den arabiske by Acre lå i den nordlige ende af den bugt, ved hvis sydlige del havnebyen Haifa var beliggende. Fængslets mure løb langs en mole, der strakte sig fra fængslet i byens nordlige udkant til den modsatte ende af byen. Ahmed el Jazzar (’Slagteren’) havde i Middelalderen forandret borgen til en ottomannisk fæstning, som endda havde modstået Napoleon. En sand sammenhobning af bastioner, fangetårne, tunneller, dybe tørre voldgrave, gårde og tykke mure. Englænderne forvandlede det til et af de mest frygtede fængsler i det britiske straffesystem. Dov og Akiva blev anbragt i små celler i den nordlige fløj. Væggene, lofterne og gulvene var af sten. Cellernes gulvareal var 6 gange 8 fod. Muren var 16 fod tyk. Intet lys og intet toilet. Der var altid en kvælende stank. Hver dør var en tyk jernplade med et lille kikhul, der var dækket udefra. Eneste åbning i cellerne var en sprække på 2 tommers bredde og 12 tommers højde i den 16 tommer tykke mur. Gennem den faldt en tynd lysstråle ind i cellen. Gennem sprækken kunne Dov se toppen af nogle træer og randen af Napoleon’s Hill, der repræsenterede det yderste punkt, som den franske erobrer nåede under sin fremrykning mod Indien. Et par gange om dagen kom britiske embedsmænd for at drøfte et eller andet kompromis, hvorved hængningen kunne forhindres.

Dov ignorerede dem. Akiva sendte dem bort med en regn af citater fra Bibelen. Akiva var syg. Vandet drev ned ad væggene, og fugten drev ned ad hans gamle, betændte led og voldte ham fortvivlende smerter. Der var seks dage tilbage til henrettelsen. Akiva og Dov blev flyttet til dødscellerne, som stødte op til det rum, i hvilket hængningen skulle finde sted. Dødscellerne var almindelige celler med tremmer for, beliggende i en anden del af fængslet. Henrettelseslokalet bestod kun af  fire betonmure, et dybt hul under gulvet og en faldlem under et stålskelet, i hvilket rebet var  fastgjort. Til afprøvning benyttedes en sandsæk af samme  vægt som den person, der skulle hænges.  Bødlen trak i det håndtag, som udløste faldlemmen, og lod sandsækken falde med et dumpt brag – som hver gang tydeligt kunne høres i dødscellerne. Dov og Akiva blev iført røde bukser og skjorter – den dragt, englænderne hængte forbrydere i.                       

Selve angrebet på Acre-fængslet

- Angrebet fandt sted en søndag morgen, fortsætter Knud Tang Andreasen. Min jeep og en efterfølgende lastvogn med unge, engelske løjtnanter, som havde været på udflugt, blev stoppet nogle mil øst for korsvejen udenfor Acre. Man havde netop fjernet liget af en engelsk sergent. Min major, som sad på sædet ved siden af mig,  konfererede på walkie-talkie med officeren, som var chef for de engelske soldater på stedet. Han gav mig ordre til at køre for fuld fart til vejkrydset – og så ellers spurte de sidste kilometer nordpå til vor lejr, artilleriskolen, som lå helt ud til Middelhavet. Vi hørte  mortérgranater og andet artilleri. Alle officerer, majoren og løjtnanterne, sad parat med deres pistoler afsikrede. Vi slap dog heldigvis uden en skramme. Vel tilbage i lejren blev jeg fritaget for tjeneste resten af dagen og natten, men jeg skulle sørge for at få sovet - med ladt maskinpistol under madrassen. De fleste medlemmer af den faste stab bemandede sandsækposterne, opbygget rundt om lejren, som i øvrigt også var sikret med et højt, kraftigt pigtrådshegn. Næste dag kørte jeg med majoren til fæstningen i Acre. Han ønskede at inspicere skadernes omfang efter det jødiske angreb på fængslet. Han ønskede ved selvsyn og selvhør at erfare, hvor mange jøder, der var blevet befriet, antallet af dræbte, se ligenes tilstand osv.  Med tanke på hans ønske om at bese rækken af omkomne, sagde jeg nej tak til at ledsage ham. Da han et par timer senere kom tilbage og berettede, hvordan han havde kigget på hver enkelt af de dræbte – jeg tror, han nævnte tallet 35 – og hvordan de havde set ud, var jeg glad for, at jeg ikke af nysgerrighed var gået med, slutter Knud Tang Andreasen .

Tilbage til romanen ’Exodus’. Beretningen giver et glimrende eksempel på, hvilke modstandere, de britiske soldater, og dermed de danske frivillige, var oppe imod. De fleste personer er formentlig opdigtede. For at lette forståelsen ændrer jeg romanens ’makkabæer’ til ’jøder’, da vi ikke skal ind i en debat om de forskellige, jødiske trosretninger. De steder i bogen som er oversprunget, fordi de helt tydeligt tilhører fantasien, er mærket med en 3-punkts punkteret linie…

Leon Uris ’Exodus’, bind 2, Tredje bog, side 495-502:

- Vi har mobiliseret hele vor styrke, sagde Ben Moshe. Du har været i fængslet, Ari, og véd, hvordan det er. Hvis vi kan gennemføre dette, knækker vi ryggen på englænderne. Acre er en arabisk by. Fængslet er det stærkeste støttepunkt, englænderne har i Palæstina. Lad mig se dine planer! Ben Moshe åbnede skrivebordet og tog en stak skitser frem… Tegningerne af fængslets indre var fuldkomne, så vidt Ari kunne skønne. De måtte være udarbejdet af folk, som selv havde været fanger dér. Vagternes placering, arsenalet og telefoncentralen var alt sammen med på skitserne… Fire dage skilte Akiva og lille Giora fra rebet…

Palæstina følte den dødeligt spændte, ildevarslende ro. De arabiske demonstrationer standsede. De jødiske aktioner standsede. Byen var en bevogtet lejr, og det vrimlede med civilklædt britisk politi i området… En sidste appel fra Englands premierminister blev afvist af Akiva og Lille Giora… D-dag! Torvedag i Acre. Ved daggry strømmede arabiske

Kommunikationen med pressen i Danmark var ringe. Danske aviser refererede dramatiske begivenheder i Palæstina, men uden at fortælle, at danskere befandt sig lige i ’The Bulls Eye’. Det er tydeligt, at dette har at gøre med det jødiske angreb på Acrefængslet. Det oplyses her, at 266 jødiske fanger flygtede.

skarer mod byen fra tyve landsbyer i Galilæa. Vejene var fyldt med rejsende. Torveområderne var fyldt med æsler, kærrer og varer.

Orientalske og afrikanske jøder, forklædt som arabere, kom ind i Acre sammen med de store skarer, som skulle til torvs. Hver mand og kvinde medførte nogle sprænglegemer, detonatorer, tændtråd, håndgranater eller håndvåben under deres lange dragter. Jøderne spredte sig og ventede i markedsboderne i nærheden af fængslet og i den menneskemyldrende basar. Klokken var 11. Klokken 13 var tid for aktionen. 250 jødiske mænd og 50 kvinder, alle i arabiske dragter, var  nu fordelt i Acre. Kl. 11,15 blev vagten i fængslet afløst. Fire jødiske kolloboratører var parat derinde. Udenfor Acre, på Napoleon’s Hill, samledes en anden enhed af jøder: Tre lastbiler fulde af mænd, forklædt som britiske soldater, kørte ind i Acre og parkerede på molen nær fængslet.

’Soldaterne’ delte sig hurtigt i hold på fire mand og gik gennem gaderne som de var på patrulje. Der var så mange britiske soldater i Acre, at disse hundrede nye ikke vakte opmærksomhed… Klokken 12. Ari Ben Caan kørte ind i Acre i en stabsvogn, forklædt som britisk major… 5 minutter over tolv. Acres butikker lukkede én for én, inden den to timers lange middagspause… de britiske soldater var sløve i varmen…. En muhammedansk præst gik op ad den lange, snoede trappe til minareten ved siden af el Jazzar-moskeen. Han råbte ud i stilheden, og muhammedanerne samledes i gården og i det store, hvidkuplede bedehus og knælede med ansigtet vendt mod den hellige by Mekka…

Jøderne bevægede sig hen mod deres samlingspunkter og stillinger, mens varmen lammede både arabere og britiske soldater… Uden for Acre gik den sidste af jødernes enheder i stilling. Disse folk var ikke forklædt. De udlagde landminer og anbragte sig ved hovedvejene med maskingeværerne for at hindre britiske forstærkninger i at nå ind til Acre… Selve aktionsstyrken, de 250 forklædt som arabere, rykkede fra deres samlingssteder og bevægede sig i små grupper mod angrebspunktet… Inde fra fængslet gav en af kolloboratørerne signal om, at alt var parat…. Angrebspunktet var Hamman El-Basha, en mere end 100 år gammel tyrkisk, offentlig badeanstalt. Den var opført af ’Slagteren’ Ahmed al Jazzar og var sammenbygget med den sydlige mur i Acre-fængslet… Jøderne havde opdaget… at englænderne kunne overskue alle indgange til fængslet, undtagen ét sted: Badeanstalten og sydmuren. Her skulle angrebet sættes ind.

Klokken var 13. Klokken H, angrebstidspunktet. Byen Acre lå sovende under den brændende sol. Ari Ben Moshe, Ben Canaan og Ben Ami trak vejret dybt og gav signalet. Stormen på Acres fængsel var begyndt. Ari Ben Canaan førte fortroppen på 50 mand. De trængte ind i badeanstalten… medførte sprængladninger. Araberne, som sad i badeanstaltens svedekasser så til med vantro forbløffelse…

En anden styrke af angribere rykkede ind og gennede araberne ind i et damprum, hvorfra de ikke kunne flygte og slå alarm. Udenfor nåede Ben Moshes melding om, at Ari havde nået gårdhaven, og at alle arabere var fanget. I gårdhaven bag badeanstalten stormede Aris folk op ad trappen og hen over taget for at anbringe sprængladninger ved fængslets sydmur….  De trak sig tilbage i læ af gårdhaven og faldt i dækning. Klokken kvarter over 13 rystede en øredøvende detonation Acre. Luften fyldtes af flyvende sten. Det varede hele to minutter, før støvet trak bort, og man kunne se et kæmpestort hul i fængselsmuren. I det øjeblik detonationen lød, gik de fire mænd inde i fængslet til deres opgaver.

Den første kastede en håndgranat ind i telefoncentralen, så al telefonforbindelse var afbrudt. Den anden kastede håndgranater mod hovedafbryderen og alarmsystemets hovedrelæ. Den tredje mand uskadeliggjorde fængslets chef og den fjerde ilede til detonationsstedet for at vise de angribende jøder vej. Aris mænd myldrede ind i fængslet.

Det første mål for halvdelen af hans styrke var våbenarsenalet. I løbet af få øjeblikke var de alle bevæbnede med lette og tunge håndvåben. Den anden gruppe af Aris styrke spærrede for vagtstyrkens kaserne, så disse ikke kunne nå frem til forstærkning. Med ét minuts mellemrum sendte Ben Moshe udefra grupper på 10-20 mand ind i fængslet. Hver gruppe vidste nøjagtig, hvor den skulle slå til. Vagtposterne blev med ild fordrevet fra deres stillinger og jøderne stormede gennem de gamle korridorer med ildsprudende maskinpistoler og ryddede alle hindringer med håndgranater…. 

Seks minutter efter at muren var blevet sprængt, havde de sat sig fast i hele fængslet… Da alle 200 mand var inde i fængslet, gav de sig til at sprænge celledørene og befri fangerne. Flygtninge, arabere såvel som jøder, blev dirigeret til hullet i muren og snart var alle fanger opslugt i den chokerede folkemængde i Acre….

Ari førte 5 mand med den fangne fængselschef til dødscellerne og henrettelseslokalet…. Ari smækkede en magnetisk mine på døren og sprang i dækning. Døren blev revet af sine hængsler. Ari trådte ind i gangen og slyngede en håndgranat hen ad gangen. Vagterne flygtede ind i henrettelseslokalet… Akiva og Dov Landau blev i stor hast ført ud af fængslet, over badeanstaltens tag og gennem denne ud i det fri. Dov Landau blev hjulpet op i en lastbil fuld af folk. Ben  Moshe gav tegn til at køre. Den styrede i stor fart mod Nahariya. 10 minutter senere kørte stabsvognen frem. Ari førte Akiva ind i denne, hvorpå bilen hurtigt forsvandt i en anden retning. Ben Moshe gav ved fløjtesignal tegn til tilbagetrækning. Der var kun gået 21 minutter siden sprængningen af muren. Britiske styrker søgte at rykke frem mod fængslet i Acre. De blev standset af landminer, vejspærringer og flankerende ild….

Hermed slut på citaterne fra bogen ’Exodus’. Det var netop begivenhederne omkring en af de jødiske vejspærringer, Knud Tang Andreasen har berettet om i historien med den døde, britiske sergent.

To officerer hængt i et træ

- Jeg havde en rystende oplevelse på en nattevagt, fortæller Helge Kristensen. Jeg gik sammen med en dansker, jeg ikke kendte i forvejen. Efterhånden faldt vi i snak. Han boede i nærheden af Næstved, nærmere Fuglebjerg, så vi blev næsten i familie med hinanden - og havde knapt tanke for andet. Her var jo så fredeligt. Ingen forstyrrede. Troede vi. Vi gik langs med hegnet, der omgav lejren. Ud til hegnet stod et gammelt skur, som vi havde passeret flere gange. Pludselig lød der nogle ordentlige brag. Det lød som om en mand stod og kastede store sten op på skurets bliktag!  Hold da kæft hvor blev vi bange. Vi kiggede på hinanden og overvejede, hvad vi skulle gøre. Vi besluttede os til at blive stående et stykke fra skuret. Kom der nogen ned fra skuret, ville vi råbe dem an. Men der skete tilsyneladende ikke mere. Forsigtigt gik vi videre - nu mere agtpågivende. Pludselig startede larmen igen nede fra skuret, men vi skulle i hvert fald ikke ned til skuret,. Nu dukkede der en mand frem fra hegnet. Vi råbte ham an. Han skreg ’Friend’. Men det var han bestemt ikke! Det var vagtkommandøren, en sergeant-major. Havde vi aldrig før fået en skideballe, så fik vi den i hvert fald nu. Det halve forstod vi ikke, men det var noget med, at der kunne være kommet hundrede jøder ind i lejren, mens vi snorksov. Vi forblev, næsten lammede, i nærheden af skuret! Næste dag måtte vi stå skoleret for chefen.

Vi slap billigt – vist nok fordi vi var danskere. Vi havde en stor stjerne hos ham. I Nathanya oplevede vi, at to britiske officerer blev fundet hængt i et træ. Der blev erklæret undtagelsestilstand,. Vi blev kørt ud til et vejkryds, hvor alle biler blev stoppet og undersøgt. Vi slog vore telte op ved en appelsinplantage. Her forsynede vi os med alle de appelsiner, vi kunne spise. Der gik nogle kvinder (vi kaldte dem "shit-bends" - eller noget i den retning) i nærheden og plukkede appelsiner. Så snart vi nærmede os, forsvandt de. En dag havde ’Barberen’, alias Damsfeldt, fået venskabelig kontakt med nogle jøder. Han spurgte vores officer, om han måtte besøge dem  på sin frivagt. Det fik han lov til på betingelse af, at han skulle være tilbage kl. 22. Jeg fik lov at tage med, forsynet med gevær og ammunition. Ved 20 tiden forlod Damsfeldt og jeg  lejren, nåede frem til jødernes hus uden problemer, bankede på døren. Lyset blev tændt udenfor, hvilket betød, at vi stod badet i lys med vore rifler. Alle kunne se, vi var engelske soldater. Vi kom ind i huset og fik hilst på jøderne.

Men lige pludselig startede et voldsomt skyderi udenfor. Vi kom ned på gulvet i en fart. Kuglerne fløj omkring huset. Jeg ventede hvert øjeblik, at døren ville blive sparket op. Der hørtes mere skyderi, som muligvis kom i retning fra vor lejr, så vi ville godt af sted, men det blev bestemt frarådet os. Dem udenfor vidste jo ikke, at vi som, danskere var venner af huset. Vi kunne først forlade huset næste morgen. Da var eftersøgningen af os i fuld gang.

Vi måtte til obersten sammen med den officer, som havde givet os fri. Damsfeldt forklarede, hvorfor vi blev forhindret i at vende tilbage til den befalede tid. Så vidt jeg husker slap vi for straf, men officeren som havde givet os fri, blev desværre degraderet. En dag kom Damsfeldt farende, han havde en stor nyhed til os! Vi spurgte, om vi skulle hjem  til Danmark på orlov? Næ - han var blevet forfremmet. Vi kunne næsten ikke bære den ’nyhed’. Vi var unægtelig mere interesseret i orlov. Det fik vi et stykke tid senere. Ikke til Danmark - men til Tibirias i Ægypten. Men orlov fik jo også ende, og da vi kom tilbage blev vi sat til at bevogte en regulær fangelejr. Med de høje vagttårne mindede lejren vist en hel del om Anden Verdenskrigs tyske KZ-lejre. Her skulle vi passe på fangerne. De var jødiske terrorister. Vi måtte være meget årvågne, da vi hørte, at fangerne var brudt ud af en anden lejr, og de måske ville angribe vores lejr.

Efter vor tjeneste som fangevogtere, vendte vi tilbage til det mere almindelige lejrliv i ’Camp 21’. Nu kom der endelig besked om, at vi kunne forvente at komme på orlov i Danmark. Der var blevet sagt så meget, så vi troede ikke rigtigt på, at  det var sandt. Ganske vist havde vi skrevet hjem, at nu skete der nok snart noget. Af sted kom vi da også. Toget kørte ganske langsomt. Vi stoppede i Gaza. På grund af de usikre forhold i Port Said-området havde vi en forkommando af soldater, der sikrede, at vi kom igennem uden problemer.

Vi var lykkelige, da vi sejlede hjemad igennem Middelhavet. Ombord havde vi nogle småjobs at se til - ellers nød vi livet i varmen. Vi var mange soldater med skibet. Der var nogle fra Burma, Malaya og det øvrige fjerne Østen. Alle havde vi kurs mod England. Undervejs blev flere orlovssoldater samlet op fra Malta og Gibraltar. Langt om længe nåede vi endelig til England. Inden vi kunne fortsætte rejsen til Danmark, var vi samlet i Woolwich nogle dage. Så kom endelig sidste del af rejsen til Danmark. Det var dejligt at gense familie, venner og bekendte. Jeg vidste ikke, om jeg skulle tilbage til Østen, eller jeg måske skulle endnu længere væk.

Efter orloven i Danmark blev vi samlet igen i Woolwich. Her afventede vi nye ordrer om, hvor i verden vi skulle stationeres. Julen 1947 nærmede sig.  En aften, to dage før juleaften, var jeg i byen sammen med en anden dansker, vi dansede en hel del med nogle piger og aftalte, vi skulle gå i biografen næste aften. Vi kom sent hjem, krøb til køjs, lå og drømte om de søde piger. Pludselig blev jeg rusket i den ene arm. To MP'ere søgte af få liv i mig. De ville absolut se min soldaterbog.

Pludselig var jeg lysvågen. Efter at de havde set den, blev jeg hevet ud af sengen. De sagde, at jeg var desertør! I hast fik jeg tøjet på og jeg blev ført over til et kontor. MP'erne kiggede på en lang liste, ganske rigtigt, jeg var opført som desertør. Det kunne jeg ikke forstå og rystede benægtende på hovedet - men kunne i øvrigt ikke forklare noget. Så var det bare ’by the left quick march’.  Jeg røg i fængsel, hvor der allerede sad flere englændere. Jeg måtte hverken ryge eller noget andet.

Dér sad jeg så. MP'erne havde sagt, at nu kunne jeg se at komme på bedre tanker, så jeg kunne forklare, hvor jeg havde været. Næste dag var det juleaften (24.december forekom mig en uheldsdato), og jeg kom endelig for en officer. Jeg forsøgte at forklare ham, at jeg arbejdede i "cookhouse" og i følge aftale med korporalen dér, skulle jeg ikke stille til den almindelige morgenappel.

Mine beskedne sprogkundskaber var nok et problem, men de fik korporalens navn, så han kunne sige god for mig. Uheldigvis var han lige taget på  juleorlov, så jeg røg tilbage i spjældet. Jeg sad tre dage i spjældet – sikker en måde at fejre jul på – til man fandt en dansk korporal, der kunne hjælpe. Først nu kom jeg for chefen, og så blev fejltagelsen opklaret. Alle beklagede at det var gået ud over mig. Det hele endte med, at jeg fik 8 dages orlov i Scotland på KFUM-herberg. Men det mente jeg nu, jeg havde gjort mig fortjent til.

Dagene gik i det nye år. Flere af os blev flyttet til andre garnisoner i England og Skotland. Ingen kom udenlands. Vi havde ellers været ret sikre på vi skulle tilbage til Mellemøsten. Der gik også rygter om, at vi ville blive hjemsendt, før vores kontrakt udløb. Og Woolwich blev da også sidste station for mit vedkommende.

En aprildag blev vi klædt i civil fra top til tå. Vi lignede grangiveligt amerikanske gangstere i det nye tøj. Det blev ikke til nogen medaljer, men i min soldaterbog står "Very Good". Det er jeg tilfreds med, slutter Helge Kristensen.

Julen har flaskelyd

- I lejren i Athlit holdt vi julen 1946. Det er første gang, jeg har holdt jul i det fremmede, og jeg syntes, den var… ejendommelig. Man skulle ikke tro, at vi var i Det hellige Land, fortæller Mogens Poulsen. Parade om eftermiddagen. Derefter gik vi til stranden og tog vort julebad. Lejren ligger ud til Middelhavet. Kl. 15 gik der en transport til Haifa (den største havneby i Jødelandet). Ikke mange blev tilbage i lejren. Kun så mange, at en deling kunne rykke ud, hvis nogen skulle finde på at bryde freden på denne hellige aften.

Det første, vi tænkte på, var at få os et ordentligt måltid mad, hvad der lod sig gøre på Haifa’s soldaterhjem. Efter måltidet ud at fejre julen ved at drikke. Ingen var ædru den aften. Jeg har aldrig før set så mange døddrukne soldater, som da vi kl. 23 skulle tilbage til lejren. De lå rundt på fortovene, på gaderne og på trappestene udenfor restauranter og hoteller. Vi måtte samle dem op for - om muligt - at få dem med hjem. Det er ikke heldigt at efterlade en soldat i den tilstand et sådant sted. Hvis han slipper levende fra det, har han i hvert fald hverken penge eller papirer på sig, når han endelig kommer hjem.

Ved bilerne blev det endnu værre. Der lå vel 100, som var holdt op med at tænke på nutid og fortid – og slet ikke på fremtiden. Vi fik dem læsset på vognene som en anden flok kreaturer. Selv var jeg langt fra ædru, men jeg kunne dog sanse så meget, at jeg kunne hjælpe med til at få dem indenbords. Næste dag viste det sig, at alle var kommet med.

De var dog ikke mere ødelagte, end at de fortsatte drikkeriet hjemme i teltene. Mange havde sikret sig et hjemmelager af  whisky, rom og øl med julen for øje. Sikkert roderi i barakken om morgenen. Det flød  med flasker overalt. Soldaterne lå alle steder. Nogle på gulvet, andre på sengen med tøjet på. Vi blev vækket julemorgen af officererne, som kom rundt og serverede ’the’ for os. Der var mindst ligeså meget rom i theen som der var the – så bunden var lagt til at gå i gang igen.

Drikkeriet fortsatte til 2. juledags aften. Det var ikke alle, der klarede at komme med til julekoncerten i NAAFI (marketenderiet). Dér kunne vi købe alt det øl, vi ville. Så bølgerne gik højt. Jeg var den aften vagthavende NAAFI.-korporal og skulle holde orden. Det var ikke noget nemt job, gør Mogens Poulsen klart.

En kammerat blev sprængt til atomer

Vi har tidligere hørt om Egon Nielsen fra Fåborg og hans endeligt. Han var ikke den eneste af de frivillige danskere, som blev derude. Skønt freden var kommet til Europa, var den bestemt ikke kommet til Palæstina. Jøderne og araberne kunne kun blive enige om én ting: At bekrige englænderne.

- Ja, så kunne de altid senere bekrige hinanden, fortæller Carl Chr. Hansen, ’Langeland’ . Vi mistede nogle af vore kammerater dernede, når arabere og jøder ikke opdagede dannebrogsflaget på ærmet, men efter uniformen troede, vi var briter. Jørgen Pagh Hansen fra vort regiment var en af dem. Han var en uforbederlig skørtejæger – og det kom i realiteten til at koste ham livet. Landevejen fra Haifa gik lige forbi vor lejr. Hovedvagten lå lidt tilbagetrukket, så der kunne sagtens komme civilister helt frem til vagten. Hansen havde åbenbart aftalt med en pige fra landsbyen, at hun skulle ’hygge om ham’ på hans næste vagt.

I hvert fald blev han afsløret bogstaveligt talt med bukserne nede. Værsgo’: 60 dage i spjældet. Straffen skulle afsones i en eller anden fangelejr i Egypten. Vi så ham aldrig mere. Da de 60 dage var gået dernede, blev Jørgen Pagh Hansen udstyret med en jernbanebillet til Benyaminalejren oppe mod nord - og så af sted. Hvad der skete i detaljer véd ingen. Men så erfarede vi, at terrorister havde bombesprængt toget. Ifølge det oplyste, blev der ingen militær begravelse, for Jørgen Pagh Hansen var sprængt i så små stumper, at man end ikke fandt så meget som man i en gammel vise fandt af ’en svensk konstabel fra Sverrig’.

Jeg har aldrig kunnet gøre mig fri af en mistanke om, at han har benyttet lejligheden til at desertere. For med mindre man sidder lige over bomben, når den går af, må der altid være en finger eller en tøjlas, slutter Carl Christian Hansen.

Derfor blev Pagh Hansen ikke identificeret

- Årsagen til, at man ikke straks kunne identificere Jørgen Pagh Hansen var, at han i sprængningsøjeblikket havde båret en canadisk uniformsjakke, fortæller kammeraten Erik Vedsegaard. Han var helt vild med canadiske uniformer. Havde sandsynligvis blot lånt den fra en canadisk kammerat i toget - og villet prøve dens pasform. Han blev derfor i første omgang identificeret som ejermanden af denne uniformsjakke, da alle canadierens papirer var i jakken. Den anden soldat blev ikke identificeret, for Pagh Hansens jakke lå åbenbart og flød, og intet af indholdet blev fundet i første omgang.

Anden omgang afsløredes først adskillige år senere, nemlig da Jørgens bror, Knud Pagh Hansen, forlangte enorme summer i erstatning af den britiske hær for tabet af sin bror. Knud Pagh Hansen var også i den britiske hær, men i Royal Army Service Corps.

Jørgen Pagh Hansens yndlingsmelodi var i øvrigt den spanske ’Besame mucho’. Den gik han altid rundt og fløjtede. Den blev efterhånden yndlingsmelodi for hele regimentet. Den er stadig min yndlingsmelodi. Når den af og til lyder i radioen, bliver jeg tavs og ser mod fjerne horisonter, slutter Erik Vedsegaard.

Majoren fik mig til at tænke på tyske SS-officerer

- På mine mange ture i jeep’en skulle jeg så vidt muligt køre midt på vejen, da der mange steder af terroristerne var gravet landminer ind under asfalten i siderne, fortæller Knud Tang Andreasen . Som hovedregel virkede de britiske officerer, jeg kørte med, yderst professionelle, venlige og retfærdige, men der var en bestemt major, som gjorde mig mere nervøs end minerne. Hver gang jeg kom ud for officerstyper af hans slags, kunne jeg ikke lade være med at tænke på de højrøvede, tyske SS-officerer, som man havde set dem fremstillet i efterkrigens mange soldaterfilm. Han havde gjort hele Anden Verdenskrig med (Nordafrika, Italien osv.), og hver gang fik jeg en venlig påmindelse om, at han nu heldigvis snart skulle hjemsendes, og derfor ikke kunne tolerere selv den mindste fejl fra min side.

For så vidt forstod jeg ham godt. Nu havde han overlevet 6 års krig. Så ville det næsten være for ærgerligt at dø under det, verden opfattede som fredelige tider. Men netop han var med til at give mig forståelse for både araberne og jøderne, der opfattede briterne som et modbydeligt ’herrefolk’. Det samme kunne siges om de engelske officerer. De var et kapitel for sig. Virkelig skrappe, men kom man dem lidt tættere ind på livet, skinnede deres menneskelighed og britiske galgenhumor som oftest igennem den barske overflade, siger Knud Tang Andreasen.

Klage over spejlæg

- Vor 12 dages orlov i Danmark efter ’Affæren Exodus’ fik ende, fortæller Carl Christian Hansen. Nu gik turen igen til Woolwich. Der nåede vi lige at trække vejret, før vi kom til Southhampton, hvor vi igen gik ombord på en af disse troppetransporter, der gik den direkte vej til Port Suez. Dér var en stor gennemgangslejr. En ret uhyggelig, stor lejr, som blev passet af krigsfanger, altså tyskere, som englænderne havde taget vare på.  En engelsk soldat tillod sig at brokke sig over, at  spejlæggene ikke var lavet som de burde. Det sagde han til en officer, som var rundt og spørge, om vi var tilfreds med maden. Hvad han fik ud af sin klage? De næste tre uger stod han fra morgen til aften og spejlede æg i kostforplejningen. Siden klagede han aldrig over spejlæggene.

Vi kom så tilbage til lejren. Det viste sig, at alle vore ejendele var forsvundet. Lejren var i mellemtiden flyttet. Alt, hvad vi ejede og havde, var væk. Det var i november 1947.  Og så gik tiden ellers med flere små transporter af jøder til lejrene på Cypern. Stadig med illegale immigran-ter, som forgæves havde søgt at komme til Palæstina.

Jordemor, mens lægen læste på sin lektie

- Under disse transporter oplevede jeg igen at optræde som fødselshjælper, fortsætter Carl Christian Hansen. Vi var i rum sø mellem Palæstina og Cypern, da en ung, jødisk pige fik fødselsveer. Vi fik hende hen i vores sygelukaf. Der var godt nok en læge ombord, men hans viden om fødsler var ret begrænset. Han havde mest forstand på sår og skrammer. Skægt, at se ham sidde og læse i en bog om en fødsel, efterhånden som fødslen skred frem. Til al held meldte der sig en ældre dame Hun vidste alt om fødsler. Fra da gik det rimeligt godt, for hun klarede det hele. Glad var lægen. Og glad var jeg. Et militært skibshospital er ikke velassorteret med babytilbehør. Men vi fik fundet en balje og foret den med nogle store vatplader. Der lagde vi barnet, kom vat ovenpå, og så var alt fryd og gammen. Vi lossede dem alle samt mor og barn i Famagusta, Cypern, slutter Carl Christian Hansen.

’Don’t panic, folkens!’

- Som så mange af os forrettede jeg min oversøiske militærtjeneste 1946-1948 i Palæstina, fortæller Henry Holm. Skønt tiden har sløret mange detaljer, tror jeg, at de fleste vil forvente, at den atmosfære af politisk uro og racehad, som herskede i Palæstina i årene 1946-48, for os vil overskygge indtrykket af landets skønhed og øvrige dyder. Således indsnævres horisonten hos os, der kun opholdt os i landet med det ene formål at forsøge at skaffe fred mellem to grupper fanatikere. En fred, som mere end 50 år efter, synes længere væk end nogensinde.
Vi kom uden krigserfaring, lærte snart vigtigheden af at kunne bede en stille bøn, dukke os lynhurtigt - og tage ved lære af vore krigsvante kammerater.  Efter min mening var moralen blandt tropperne forbløffende høj. Vi lærte at omgås hinanden, få meget ud af lidt, stole på hinanden og ikke at ’panikke’. Som vor gamle, garvede sergent altid sagde: ’Don’t panic! It is all laid on’.

Jeg vil overlade til eftertiden at søge at forklare, hvad der i grunden kom ud af dette vort lidet glorværdige og utaknemmelige ’felttog’. Det var et ubehageligt job, hvor man mestendels kun omgikkes ubehagelige mennesker.

Men den, som ville se og opleve – og som ikke lod sig dominere af en sur dagligdag - lærte meget om landet og dets indbyggere. For mig er de bedste minder scenerierne på de historiske steder. Simple, landlige scener, som næppe har forandret sig meget siden bibelsk tid: Arabernes fascinerende levevis og gæstfrihed. Jødernes effektive og ukuelige kamp for velstand og fremskridt, slutter Henry Holm.

Jøder og arabere – set af en dansk landbo

- I 1947 var Palæstina et land med store kontraster, fortæller Carl Christian Hansen. Det var f.eks. et ejendommeligt syn at se jøderne køre med fuldt moderne maskiner som mejetærskere. Og så på den anden side af vejen se en araber høste med segl. Jeg er født på landet, så måske heftede jeg mig mere ved deres landbrug end byboerne. Det var også ejendommeligt at se den måde, araberne tærskede  korn på. Det blev kørt sammen i nogle store bunker. Så blev der spændt nogle æsler for noget, der lignede en slæde, hvorpå de kørte rundt og rundt og rundt  i den der stak korn, indtil det så ud som avner det hele. At sigte avnerne fra kornet skete på den måde, at de kastede korn og avner op i luften. Kornet faldt ned, mens avnerne fløj for vinden. Det var måden, der blev tærsket arabisk på. Det var svært at forstå, at de to folk var dødsfjender. Og det var de heller ikke alle steder. Ude på landet var der i hvert fald dengang normalt samkvem mellem jøder og arabere. De kunne tale sammen. Dér var intet fjendskab at mærke. Men så snart man kom i nærheden af byen, var det helt anderledes. Dér var busser specielt for arabere,  og dér kunne en jøde altså ikke tillade sig at gå op. I de jødiske busser kunne der ikke komme en araber ind. Sådan var det bare.

Reddede både livet – og cigaretterne

Ét havde jøder og arabere imidlertid til fælles: Ingen af dem kunne fordrage englændere. Jeg oplevede masser af  eksempler på dét: Blandt andet en oplevelse, lige før vi tog fra Palæstina. Vi kom f.eks. en dag op til en arabisk landsby. Lige pludselig  blev der skudt på os værre end en ulykke. Kaptajn Barkley skreg: - Ned i grøften med jer for Satan!.  

Vi væltede ned fra jeepen og ned i grøften. Alle undtagen én. Chr. Andersen fra Aalborg. Han havde tabt en dåse cigaretter på vej ud af jeep’en. Vi havde jo feltrationer og det var sådan nogle små tindåser, der kunne være 50 cigaretter i. På hans var låget røget af , så alle han cigaretter flød ud på vejbanen. Skyderi eller ikke skyderi. Han gav sig tid til at samle dem op fra vejbanen. Vi andre kunne se, hvordan kuglerne slog ned rundt omkring ham. Vi skreg til ham

 - Se dog for fanden at komme ned i grøften, mand!

- A ska' sgu ha' min’ smøjer  mæ mig! brølede han. Og han fik dem, men det var et Guds under, at han slap fra det med livet i behold. Men de skydegale opdagede fejltagelsen. De havde troet, det var jøder , de skød på. Så bagefter ville de gerne gøre lidt afbigt. De troede nok, at der ville komme repressalier, når de havde lavet det nummer, at skyde på os. Så vi fik skam mocca i fine kopper  og alt det der - og tilmed mange undskyldninger. Glade var araberne selvfølgelig. De havde regnet med, at nu skete der al landsens ulykker. For jødernes tro går jo på den der med ’Øje for øje og tand for tand’ (som man kan se det dernede i dag 60 år efter). Men der skete ikke noget, ud over at vi tog af sted, uden at snakke om, at de havde startet så ugæstfrit. Ét kunne parterne blive enige om: Englænderne ville de af med . Så de kunne få fred til at slås! Det fik de i maj måned, hvor vi blev trukket ud af Palæstina. På det tidspunkt sloges de allerede på livet løs imod hinanden, arabere og jøder. Alt var røg og flammer, da vi forlod Haifa. Det var Palæstina som jeg oplevede det i 1947-48. Er der sket ændring siden, slutter Carl Chr. Hansen.

Da Fanden blev gammel…

- For mit vedkommende er de mørkeste minder fra tiden i Palæstina de endeløse vagter. Tit hvert tredje døgn, fortæller Henry Holm. På trods af, at det at være i aktiv tjeneste - på patruljer for eksempel - altid var forbundet med fare, og altid var ubekvemt, usikkert og frustrerende, var det så langt at foretrække for den kedsommelige, daglige vagttjeneste hjemme i lejren. Så der var aldrig mangel på frivillige til eskortering, vejspærring eller landevejs- eller jernbanepatruljer. Blot at komme væk fra lejren var lykken: Kontrollerne i Haifa, omskibning af illegale, jødiske immigranter til Cypern, og en enkelt gang sågar til Hamborg, var opgaver, som blev løst både med takt og forståelse, meget tit under stor pressedækning – en dækning,. der mærkeligt nok næsten altid var anti-britisk. Således husker jeg kun alt for tydeligt  ’Jagten på Stern Banden’ eller ’Jagten på Irgun Zwei Leumi’ (af briterne kaldt ’terrorister’, af jøderne ’frihedskæmpere’). Den slags minder får uvægerligt én til at sammenligne vor situation dengang med situationen dernede i dag. Jeg nikker genkendende til arabernes optøjer i de israelsk besatte områder af Palæstina som de toner frem på TV-skærmen igen og igen. Jeg har gennem årene undret mig, når jeg hørte en Begin, en Shamir eller senest Sharon nu mange årtier senere omtale Yassir Arafat og hans PLO for ’terrorister’. Men det er måske en af alderdommens glæder at opleve sandheden i det gamle ord: ’Da Fanden blev gammel, gik han i kloster’, slutter Henry Holm.

Mordet på Folke Bernadotte

- Vi kom til Egypten og Palæstina. Min tjeneruddannelse kom mig til gode. Jeg blev messetjener i officersmessen og oppasser for kaptajn Jones, fortæller Mogens Viskum Madsen i sine ikke-udgivne erindringer, som hans enke har stillet til rådighed for denne bog.  Jeg var med på den uhyggelige sørejse til Hamborg, hvor briterne under hele verdenspressen opmærksomhed og til det meste af verdens forargelse, sejlede 4.500 jøder tilbage til Hamborg. I 1947 var situationen så spændt i Palæstina, at briterne lagde en 3-rings spærring omkring hovedstaden Tel-Aviv. Da havde jøderne dræbt en masse mennesker, bl.a. 12 engelske officerer, som blev skudt i deres senge i Natanya. Jøderne havde også bombesprængt ’Hotel King David’ nær Haifa. Bag disse modbydelige terrorhandlinger stod den jødiske terrorbande ’Irgun’, som var ledet af den senere ministerpræsident Menachem Begin. At han kunne stige sådan i graderne har jeg aldrig forstået, og aldrig kunnet tilgive jøderne. Manden var en gemen terrorist og morder. Det bør vel heller ikke glemmes, at det var ’Irgun’  som 17. september 1948 myrdede FN’s mægler i Palæstina, den verdensberømte, svenske diplomat Folke Bernadotte, som ikke mindst Danmark havde så meget at takke for, fordi han i marts-april 1945 organiserede ’de hvide busser’, der befriede udmagrede danske og norske fanger fra Hitlers afskyelige KZ-lejre. Tænk, den mand, der havde gjort mere for KZ-fanger under krigen end nogen anden, ham myrdede jøderne i deres afsindige had til alt og alle, der ikke dansede efter deres pibe.  Det var tilmed, efter at Israel var blevet selvstændigt og deres arvefjender, englænderne, forlængst ude af landet slutter Mogens Viskum Madsen.

Dræbt af  landmine

I vor lejr mellem Haifa og Nazareth havde vi en flink kaptajn, fortæller Harald Hansen. En søndag ville vi ud at se Genesareth Sø - og måske prøve, om vi ku’ gå på vandet. Vi lånte en jeep; kaptajnen skrev en køreseddel, og så tog vi af sted. Vi fik set en masse, og fik en masse drinks på en bar i byen. Vi måtte gå tilbage gennem byen, fordi vi havde parkeret jeep'en  i den anden ende af byen. Tænkte, at det var vist også meget godt at få dampet lidt af, før vi skulle ind gennem vagten. Vi gik - som altid - med maskinpistolerne på maven, sikret, men skudklare. For terrorister var der alle steder.

Vi stod sammen og tissede ud over kanten af en mindst 100 meter høj, stort set lodret klippeskrænt. Mens vi stod dér, kom der en jeep nord fra med fire MP’er (engelske militære politisoldater).  Da bilen var 8-10 meter fra os, ramte den en landmine, som havde været skjult under gruset på vejbanen.  Vi røg omgående i dækning med maskinpistolerne skudklare (det tager lidt tid, før man opdager, hvad der egentlig sker).

Vi så jeepen ryge højt op i luften og snurre rundt for at havne i stålwiren til en elmast lige på kanten af skrænten. Den wire reddede dem fra at ryge ud over klippesiden. Tre af de fire var hårdt sårede. Den fjerde løb rundt som en tosse på vejen, og da han hørte os råbe sammen på et andet sprog end engelsk, troede han, vi var jødiske terrorister. Han sigtede på os med sit våben og råbte, at vi skulle overgive os! Vore uniformer var britiske som hans, men uniformerne kunne man ikke stole på. Terroristerne - både arabere og jøder - brugte alle mulige forklædninger. Vi kunne derfor heller ikke vide, om han nu virkelig var engelsk MP’er, så vi havde ham allesammen lige på sigtekornet.

Til sidst blev vi dog enige om, at vi nok var 'fellows'. Vi hjalp hinanden med at få de tre sårede ud af jeepvraget. De blødte alle meget. I det samme kom der en sort limousine kørende nedefra. Vi stoppede den, hev passagerne ud (de har nok været noget fint!) og MP’eren satte en pistol i nakken på chaufføren. Så læssede vi de sårede ind i bilen, og gav chaufføren ordre til at køre alle de fire til lejren i højeste fart. De blev straks indlagt og opereret på feltlazarettet. Vi fire danske blev arresterede og låst inde. En tilkaldt officer ville heller ikke tro, vi tilhørte The British Army - ikke før vi hev vore soldaterbøger frem. Dem tog han fra os og låste endnu en gang døren. Lidt efter havde han ringet til vor lejr og tjekket os. Så fik vi lov at køre tilbage til lejren. Men vi var godt rystede over det med landminen. Det kunne lige så godt have været os. Den var der i hvert fald ikke, da vi forlod vor parkerede jeep.  Havde vi ikke skullet ‘vande’, var vi gået lige hen i den. Kun 8-10 meter skilte os.

Oppasser for en festlig galning

- I Palæstina var jeg oppasser for en engelsk officer, kaptajn Jones, fortæller Mogens Viskum Madsen.  Jones var noget af en spradebasse, og aldeles ’utraditionel’ – for at sige det mildt. Jeg var hans bodyguard og ikke uden stolthed over, at han havde givet mig sin private, forniklede Colt-32-revolver, som jeg bar i bæltehylstret. Jeg var som sådan tit med ham i byen. Han havde en særlig stamcafé i Hadéra. Værten var jødisk politibetjent. Jones vidste udmærket, at værtens søster var illegal flygtning, og at hun derfor forlængst burde have været taget i forvaring og sendt til opsamlingslejrene på Cypern. Men Jones så igennem fingre med det - og jeg skulle ikke have sagt noget.

Engang lånte kaptajn Jones sin jeep med chauffør ud til en australsk løjtnant. Australieren gav chaufføren ordre til at køre ind i en bestemt bar. Chaufføren var vant til lidt af hvert fra kaptajn Jones’ side, så han gjorde, hvad australieren gav ordre til. Kørte ind i baren, lige gennem vinduet. Løjtnanten blev degraderet som straf. Chaufføren skete der intet. En ordre var en ordre.

En gang, da Jones var fuld, kørte han selv ind i en bar, men dog på motorcykel. Hele baren rundt, standsede ved baren, fik en stiv whisky – og forsvandt igen. Syntes han, der skete for lidt, blev der om natten skudt med lysspor-projektiler, og så startede maskingeværerne deres hak-hak-hak. Vagterne troede, at lejren blev angrebet, og skød på lykke og fromme ud i mørket. Da solen stod op, lå der døde får og hyæner omkring lejren.

Til sidst gik det dog galt: Kaptajn Jones og to andre kaptajner, Reede og Martin, var blevet fulde. På et tidspunkt smed de tøjet og hoppede i branddammen, hvilket der var direkte forbud imod. Det blev rapporteret. De to andre kaptajner blev degraderet og sendt på vagt på et fjernt ørkenfort, men Jones var så gammel i tjenesten, at man ikke kunne nøjes med det. Han skulle for en domstol i England. Det blev min opgave at ledsage ham til Egypten, hvorfra han blev afskibet. Det var sidste gang, jeg så ham, men jeg har dog siden fået brev fra ham. Han var blevet smidt ud af hæren. Derimod så jeg kaptajnerne Reede og  Martin tre måneder senere. Nu degraderet til løjtnanter, slutter Mogens Viskum Madsen.

 

Straffelejren i Negev ørkenen

- I Negev-ørkenen i det sydlige Palæstina lå en militær straffelejr. Cirka en gang om måneden havde vi daglang inspektion dér, fortæller Leo Hansen, Gedser. I den lejr kom de soldater, som på en eller anden måde havde forbrudt sig mod de militære love. Jeg undrede mig tit over, hvor lidt, der skulle til, før en arm satan landede der. Det blev mig fortalt, at de fleste ikke kom fra Palæstina, men fra Egypten. Forklaringen var enkel: I Egypten var der på daværende tidspunkt ikke alarm- og krigstilstand som i Palæstina. Derfor var forholdet mellem mandskab og officerer anderledes godt. På patruljer gik officererne næsten altid foran patruljen. Det var sjældent at officererne i de fredeligere områder behandlede mandskabet dårligt. Anderledes i krigszonerne. Det er derfor nok ikke helt uden grund, at man sagde, at ’ikke alle officerer var dræbt af fjendehånd’. Den måde, fangerne blev behandlet på i fangelejren, var uhyrlig, brutal og ydmygende. Mange år senere så jeg den engelske film ’Højen’ med Sean Connery. Den handlede ganske vist om den franske fremmedlegion, men dokumenterede på rystende vis noget af det, jeg personligt oplevede i The British Army, sagde Leo Hansen.

Julemord i Jerusalem

- På sekunder Anden juledag 1947 blev boelsmand Niels Peter Stephansen og hans hustru Anne i Nørre Borup ved Randers, forandret fra almindelige småkårsfolk i en tryg hverdag til to ulykkelige, gamle mennesker, knuget af sorg og håbløshed. Sådan fortæller Helge Kristensen. En telefonisk besked væltede deres liv og hverdag: Dødens julebudskab. Ordene kunne ikke misforstås: Menig Søren Stephansen (frivilig 14196274), tjenstgørende ved det britiske Kings Own Royal Regiment, var blevet dræbt juleaften i Jerusalem. Hans forældre havde sidste hørt fra ham i et brev dateret 2. december 1947, hvori Søren skrev, at han sikkert ville komme til at fejre julen i Det hellige Land. Juleaften spadserede han sammen med to danske kammerater fra samme regiment en tur i en af Jerusalems gader. Pludselig kom en araber i vild fart, uden tændte lygter, kørende i en bil. Araberen styrede lige mod de tre uniformerede danskere og ramte de to. Søren var dræbt på stedet, mens den anden, hvis navn aldrig er blevet nævnt, blev hårdt kvæstet og kom hjem som livsvarig invalid. Det var ikke en ulykke. Det var mord! Det kunne ingen være i tvivl om. Anne og Niels Peter Stephansen havde mistet deres søn. Søren Stephansen blev 23 år.

- Familien følte sig fuldstændig fortabt og afmægtig, fortæller Sørens søster, Anna M. Thygesen, Mørke. Budskabet satte mine forældres liv i stå. De stivnede i sorgen. Deres liv mistede al mening. De var rådvilde og knuget i fortvivlelse. Deres dreng var dræbt. Hvad skulle de gøre? Hvad kunne de gøre? Rejse ned til hans grav? Hvis rejsen overhovedet kunne lade sig gøre i disse svære efterkrigsår. Dertil kom sprogvanskelighederne, problemer med visum og andre tilladelser? Og de var småkårsfolk. Det ville betyde økonomisk ruin for dem at rejse til det fjerne land.  Mor og far levede resten af deres dage, knuget af sorgen, ulykkelige over, at de aldrig fik lagt blomster på deres drengs grav. I dag véd ingen, om graven overhovedet findes mere.

4 kammerater mistede de under Palæstina-indsatsen: Egon Nielsens og John Stephansens foregik under militær honnør. Pagh Hansen var sprængt til atomer.  Der var intet at begrave. Søren Korups begravelse (herover) foregik i Port de Bouc, Frankrig. Her lød ingen  militær salut over graven. De franske myndighedee ville ikke ville tillade britiske soldater at tage våben med i land. Foran kisten står seks danskere æresvagt. Jordpåkastelsen foretages af en fransk præst, som kun meget få forstod ét ord af.

Den ukendte araber havde haft held til at rette et slag mod briterne, naturligvis uden at kunne vide, at der var tale om tre danske i britisk uniform. Det havde næppe gjort nogen forskel  for ham. I fortvivlelse søgte forældrene at få sønnens kiste hjem til Danmark. Det skulle vise sig en umulig opgave. Nu så mange år efter véd ingen, hvad der gik galt hos skrivebordsgeneralerne, for efter reglerne skulle enhver falden soldat om muligt føres til hjemlandet og begraves i fædrelandets jord.
Men Søren Stephansen blev derude. Et eller andet sted i Jerusalem står – eller ’stod’, for den er sikkert for længst fjernet - en gravsten med denne indskrift:

                 14196 274 Private S. Stephansen,

                 The King’s Own Royal Regt.

                + 24th. December 1947. Age 23.

                Guds Fred. Sov sødt kære Søren.

                En sidste hilsen fra  mor og far

Nogen tid efter militærbegravelsen modtog familien i Danmark Søren Stephansens ejendele. Deriblandt et fotoalbum og en del træfigurer, som han havde fået foræret af nogle polske krigsfanger, han havde givet en god behandling. Faderen døde 1964. Til sin død værnede Anne Stephansen omhyggeligt om sin søns breve. De var til det sidste hendes kæreste eje. Hun opbevarede brevene i et syskrin, som hun havde hos sig til sin død 1969 på  Spentrup Plejehjem. Sørens søster Anna M. Thygesen mener, de må være forsvundet i plejehjemmets alt andet end skånsomme oprydning efter moderens død. Søren Stephansen havde været en fremragende soldat og en god kammerat, som alle kunne lide. Begravelsen, der fandt sted mellem jul og nytår under militær honnør, var gribende, slutter Helge Kristensen.

Agterudsejlet – og hvad så?

- Grundet et infirmeriophold i Egypten ankom jeg via havnen i Alexandria, ene mand, til Hadéra i Palæstina, mens kammeraterne, som havde måttet efterlade mig, stadig var på vej over Det Indiske Ocean på transportskibet til Hong Kong, fortæller Erik Hansen, Vejle. Vagtkommandøren anede ikke, at der skulle komme en ny mand, men anbefalede mig at finde en ledig seng og så være først på pletten næste morgen og møde hos obersten kl. 8 præcis. Jeg fandt et tomt telt. Der slog jeg mig ned. 'Sengen' bestod af 5 forskallingsbrædder, sømmet sammen og lagt på et par bukke. Tæpper havde jeg ingen af. Min kitbag (rygsæk) gjorde det ud for hovedpude, og trætheden fik mig til at falde i søvn straks, trods larm fra skrydende æsler og hylende hyæner i den ørken, som lejren åbenbart lå midt i. Midt om natten blev jeg vækket af en pistol i tindingen! En af officererne havde fundet ud af, at der lå en ukendt mandsperson i et tomt telt! Hvad lå han og lurede på?

Han trak mig til vagtkommandøren, som kunne opklare mysteriet. Det gjorde ikke indtryk på officeren. Han mente, at jeg var en forbandet, forklædt jøde, der havde sneget sig ind i lejren for at spionere. Jeg måtte blive i vagtens arrest resten af natten. Måtte aflevere min maskinpistol. Jeg følte mig som en storforbryder. Men det blev værre endnu. Efter en gang morgenmad, som kun gled ned pga. sult, blev jeg kaldt frem foran 'Piggy' (betyder svinet), en af regimentets oversergenter, og en af de modbydeligste personer, jeg har truffet i mit liv. 

Dér stod jeg med to døgn gamle skægstubbe og i krøllet uniform. Var bestemt ikke præsentabel. Han råbte og skreg over mig i en halv klokketime. Først da han ikke havde mere luft, prøvede jeg at forklare ham, at jeg havde rejst to døgn uden mad og drikke, var blevet sat i arrest midt om natten og ikke havde haft lejlighed til at blive soigneret. Han gav mig en halv time til at fikse mig op. Barberet og vasket blev jeg. Fik også skiftet uniform, som efter mange døgn i rygsækken, var om muligt endnu mere krøllet end den anden. På min uniform var der syet Dannebrogsmærker på overærmet. Det havde jeg gjort under togrejsen. Nu blev han helt spedalsk og ville rykke Danmarksmærkerne af. Dér slap min tålmodighed op. Jeg var skide ligeglad med militær straffelov og alt det. Jeg skreg ham ind i hovedet, at han ikke skulle røre mig eller mærkerne med sine fede, ulækre fingre.  Det ville blive 'over my dead body', hvis han rev Danmarksmærket af! Så skreg han på vagtkommandøren og beordrede mig smidt tilbage i arresten med besked om,  at dér kunne jeg rådne op, indtil jeg havde pillet de mærker af.

Sådan gik nogle dage. Alt mit habengut var leveret ind til mig i cellen. Jeg fik mad hver dag, talte med de andre soldater og fulgte lidt med i lejrens liv. 

En dag så jeg på arrestens opslagstavle, at der var en undervagtmester ved navn 'Jensen'. Jeg håbede, at han var dansker, for mit engelsk var ikke godt nok til indviklede forklaringer. Det var han heldigvis. Havde gjort hele krigen med for englænderne. Han mente, det var dumt af mig at være så stædig, men så fortalte jeg ham, at Englands kong George VI under krigen havde befalet, at alle soldater af fremmed nationalitet, som kæmpede for England, skulle have lov at bære deres lands nationalitetsmærke på uniformen. Det havde han aldrig hørt om, men han hjalp mig med at sammensætte et brev til det britiske krigsministerium. Fortalte, hvad jeg havde været udsat for, og hvad kongen havde sagt under krigen. Jeg underskrev brevet. Jensen turde ikke stå med. Der gik kun 4 dage. Så mødte et par højtstående officerer op. De havde røde bånd om kasketterne og en kilometer medaljer. De indtog oberstens kontor, og jeg blev kaldt ind. Jeg tror nok, jeg ved den lejlighed afleverede mit livs flotteste honnør.

De var meget venlige, og jeg fik lov at fortælle min historie i ro og fred. Derefter blev jeg sendt ud, mens 'Piggy' og obersten blev kaldt ind. Få minutter senere blev hele vagten sammenkaldt. Foran hele vagten måtte 'Piggy' af med en af vinklerne, degraderet til sergent. Han blev forsat til Østrig, hvor briterne også havde tropper liggende.

Jeg blev kaldt frem foran geleddet og fik en stor undskyldning samt besked om, at mit arrestophold aldrig ville komme til at stå i min soldaterbog. Tværtimod ville der komme til at stå, at jeg havde en fin karakter - og da jeg blev hjemsendt viste det sig, at de holdt ord.

Jøder halshuggede en gammel jøde

- 18. november 1946 var nær blevet mit livs sidste, fortsætter Erik Hansen. Midt om natten var der alarmering. Hurtig udrykning til havnebyen Haifa. Et skib med 4.000 jøder havde lagt til kaj. Folk, som ville ind i Det hellige Land. Men det måtte de ikke. Skulle i stedet flyttes over i et andet skib og sejles til briternes lejre på Cypern, hvor der var indrettet lejre for tilfangetagne, illegale, jødiske immigranter. Britiske marinesoldater havde bordet skibet, da det kom ind i palæstinensisk farvand. Men soldaterne var blevet overmandet. Jøderne havde taget deres våben og holdt soldaterne som gidsler. Nu var våbnene vendt mod os. Alle vi menige fik udleveret en slags stok, nærmest som et økseskaft. Uden våben risikerede man ikke, at vi i kampens hede skulle komme til at skyde nogen. Vi blev angrebet med alt fra maskinpistolkugler over kul fra fyrrummene til fyldte konservesdåser. Sådan en 500 grams dåse leverpostej slår faktisk hårdt! Ordren lød på, at de illegale skulle bæres i land. Kvinderne var de værste. De bed og spyttede og var helt hysteriske. Mændene - de voldsomste af dem - fik én på hovedet, og vi smed dem enten i vandet eller  hovedkuls ned ad lejderen. Vor oberst prøvede at tale de 4000 gale mennesker til fornuft. Umuligt. Kun en enkelt, en  gammel krumbøjet jøde, rakte armene i vejret til tegn på overgivelse. Men han blev straks taget under behandling af de andre jøder på skibet. Han blev bundet for enden af lejderen, og så - jeg så det med mine egne øjne - huggede de hovedet af ham.  Bagefter trillede de hovedet ned ad lejderen til skræk og advarsel. 

Kort efter fik en engelsk løjtnant en dåse på 500 gram i hovedet. Hans ene øje hang helt nede på kinden af ham.  Alt dette bragte stemningen på kogepunktet. Jeg kom selv i vejen for en kugle, som strejfede mit venstre ben. Det blødte meget, men vi havde alle en rulle gaze i vor kitbag. Det var uhygiejnisk, men i denne situation bedre end ingenting. Der stod årstal 1943 på pakken, så den havde gjort krigen med - var noget over 'sidste salgsdato' -  men det stoppede dog blodet. At såret var fyldt med bakterier, kunne enhver regne ud, og der gik da også senere betændelse i det. Det betød en måneds ophold på infirmeri.

Vi kæmpede på havnen i Haifa i 24 timer, før den sidste jøde var bragt over i lastrummet på det andet skib. Pladsen var uhyggelig trang. 4000 mennesker i et lille fragtskib. Mere end på mange af de store troppetransportskibe. Jeg blev beordret til at deltage i vagten under sejladsen. Vi måtte på et tidspunkt tage vore gasmasker på. Stanken var rædselsfuld. I bunden af lasten lå 23 døde. Tre af disse var kvinder, som havde født. Rundt om skibet sejlede småbåde og samlede dem op, der 'var så uheldige at falde i vandet'. 

Inden de kom ombord i fragtskibet, skulle de gennem en aflusningskanal, hvor de også fik rent tøj. Korridoren, det foregik i, var uden tag, og folk på skibe og broer udefra kunne se alt, hvad der foregik. Kvinder, som skreg hysterisk, fik et par på skrinet. Mændene ligeså. Britisk militærpoliti er ikke til at spøge med. Blandt tilskuerne var også fotografer og filmfolk fra blade og filmjournaler, så verden fik at se, hvordan 'de stakkels jøder blev behandlet af briterne', slutter Erik Hansen

Jeg var med til  at finde kidnapperne

- Vi var i Jerusalem. En engelsk ex-major var blevet bortført. Hvert hus i byen skulle undersøges. Jeg var med til at finde en af kidnapperne, fortæller Mogens Poulsen. Der var 7 i det hele (6 mænd og 1 kvinde). Kun de to blev fundet. Det er for resten også helt umuligt at gennemføre husundersøgelser i en by som Jerusalem med alle dens snørklede gange, mange af dem underjordiske, og alskens smuthuller. Desuden var der i udkanten af byen en masse bjerghuler. Majoren fandt vi ikke, men han kom frem af sig selv, uskadt. På fjerdedagen.

Om løsladelsen skyldtes den engelske trussel om at sætte byen under militær kontrol (det var der jo i forvejen!) og undtagelsestilstand med udgangsforbud, véd jeg ikke. Når man er ude på en sådan undersøgelse eller razzia, omringes først hele byen og alle veje afspærres, så al trafik ind og ud kan blive undersøgt grundigt. Derpå rykker man ind i byen, idet vi efterlader en tæt ring af mandskab uden om. Hvert regiment, kompagni eller deling har sit ansvarsområde indtegnet på et udleveret kort, så vi kan afmærke hvert hus efter endt ransagning. Hvis der ikke var alle disse smuthuller og gange, skulle ingen kunne undslippe. Men de var der nu en gang.

Der ledtes efter terrorister og våbenlagre. Jeg var ikke med til at finde våben, men det var der mange andre, som oplevede. Efter hvad jeg hørte, skal vi have fundet mere end 10.000 maskingeværer! Der var  i det hele taget masser af ulovlige våben dernede. Gud ved, hvor de fik dem fra? At de blev brugt, var der ingen tvivl om.

En aften var der angreb på vor lejr og på nabolejren. Vi mistede ingen, men i nabolejren blev en soldat dræbt. Der blev bl.a. skudt med mortérer fra kørende vogn og kastet håndgranater mod vagterne. I Jerusalem og Haifa blev der dræbt nogle stykker. En officersmesse i Jerusalem blev bombet, mens vi var der, slutter Mogens Poulsen.

Mortérgranater og andet skidt

- Regimentet var endnu ikke kommet tilbage, da jeg kom hjem, og den første nat blev jeg sendt op i vores vagttårn, hvor jeg gjorde tjeneste hele natten, fortæller Erik Hansen. I tårnet stod en maskinkanon, og hvis der blev skudt mod lejren, var det bare med at dreje kanonen og skyde tilbage i retning af, hvor projektilerne måtte skønnes at være kommet fra.  Kl. 22 blev der sendt to mortérgranater ind over lejren. De slog ned i officersmessen, men da der ikke var nogen hjemme, var fire brændte telte eneste skade. Jeg skød i den retning, granaterne kom fra, men først da det blev lyst, kunne vi gå ud og se, hvad jeg havde ramt. Alt, hvad vi fandt var et  dødt æsel, som havde været uheldig at stå i min skudlinie. Ramt i hovedet. Død på stedet, hvilket glædede en gammel landmand og dyreven. Da regimentet kom hjem, blev vagten forstærket. Jeg havde vagt ved et våbendepot. Lejren lå 100 meter fra hovedvejen og et vejkryds.

Næste aften blev der skudt mod hovedvagten, helt nede ved vejkrydset. Nogle kugler fløj om ørerne på mig, ramte muren bag ved, rikochetterede og ramte mig i nakken. Ud over, at det blødte voldsomt, kom jeg dog ikke noget til. Værre var det nogle aftener senere. Jeg skulle assistere hovedvagten ved at sidde bag et maskingevær, anbragt på nogle sandsække. En halv time før jeg mødte, havde en bil passeret i stor fart og nogen havde smidt en håndgranat ned til den stakkels fyr på vagt. Han var blevet sprængt i stumper og stykker, og man var i gang med at fjerne ham, da jeg ankom. Jeg brækkede mig flere gange den nat. Stank af blod er kvalmende. Jeg var vel også en smule nervøs for, om de skulle komme tilbage for at gentage succes'en. Vi vidste os aldrig sikre.

En morgen var vi en deling på vej hjem efter natlig patrulje ved en vigtig jernbanelinie. En hjemmelavet landmine sprang under det forreste køretøj, en jeep bemandet med to løjtnanter og en oversergent. De var alle tre dræbt på stedet. Der så forfærdeligt ud. Vi rullede de stærkt ødelagte lig ind i en presenning og fik dem kørt til lejren. Vi var alle meget chokerede, men dengang var der ikke noget, som hed psykologhjælp. I stedet gik vi i kantinen og drak os skidefulde og fik snakket oplevelsen igennem. Bomben kunne ligeså godt være sprængt under vor vogn.

En dag var jeg inde i Jerusalem med en varevogn efter forsyninger. En bil overhalede os,  drejede skråt ind foran os, så vi blev tvunget ud over en skrænt. Vi to i førerhuset fik kun skrammer. Ham på ladet ved maskingeværet blev slynget helvedes langt væk og brækkede en arm. Det var en af de mest almindelige måder at komme engelske soldater til livs på. En gang var jeg med ude at skære tre soldater ned. I nattens løb var de blevet overmandet og klynget op i nogle træer. Modbydeligt syn. Det var gjort meget barbarisk - jeg skal undlade detaljerne. Vi fik alle stærk antipati mod jøderne.

På tur til Transjordanien

- I juli 1947 var hele regiment sendt til Transjordanien på en slags udholdenhedsprøve, fortsætter Erik Hansen. Temperaturen var oppe på 57^o celsius. Af vore 1285 mand blev over 400 sendt hjem på grund af hedeslag. Chaufføren i min deling var blandt dem, der var sendt hjem, så jeg måtte køre transportvognen med kanon og ammunition.

For at komme fra Jordan til Israel skal man over en høj bjergkæde. Vejene var meget smalle. Autoværn var der intet af, men der var mange steder 1000 meter lodret til dalbunden. Værst var det, når vi mødte andre lastvogne i modsat retning. Jeg kørte så langt ud til siden, jeg turde - og lidt til - så der kun var millimeter mellem vognene.

Jeg havde lejrens kok som vognkommandør. Han kastede op hver gang, vi havde passeret sådan en modkørende.  Det blev ikke bedre af, at man kunne se masser af bilvrag ned ad bjergsiden og i bunden. Det var dem, der ikke havde klaret at holde vognen på grusvejen. Pludselig ved et gearskift, knækkede gearstangen. Så måtte vi køre resten af vejen i det 2. gear, den nu en gang stod i. Motoren blev varm, og vand fra feltflasken hjalp ikke meget.. Vi nåede ind på P-pladsen i lejren, så stoppede motoren med en sær lyd. Den Bedford kom næppe ud at køre igen.

 

Til bords med kong Abdullah

Til kong Abdullahs 65-års fødselsdag ville hæren forære ham en 75 m/m-anti-tankkanon. I ugerne før eksercerede vi med en skotsk enhed. De havde sækkepiber og skotteskørter. På selve dagen blev  vi klædt ud i fornemt paradetøj og præsenteret som super-duper-soldater. Efter paraden sad vi til bords med kongen, hvilket blev os betydet som en store ære. Bordet var nok en kilometer langt, så jeg må indrømme, at jeg ikke sad og konverserede majestæten.

Nogle af vore opgaver var at fange terrorister. Tit blev vi kaldt ud om natten og kørt et eller andet sted hen for at omringe et hus eller en bydel. Vi fangede da også af og til nogen. De havde mange mærkelige gemmesteder, men vi kendte efterhånden fiduserne. De blev bagbundet og bragt med til en lejr vi kaldte 'dødsfangernes lejr'. En del blev henrettet ved skydning. Jeg var en overgang vagt i den lejr. Det var modbydeligt. Vi skulle gå rundt blandt fangerne en time ad gangen med afsikret stengun med ordre til at skyde for at dræbe, hvis nogen prøvede på noget. Det var dem eller os.  Det værste var at være vagt under de dødsdømtes sidste møde med familien. Da kunne man ikke lade være med at have medfølelse med selv de værste banditter - skønt disse havde myrdet i flæng - også en del af ens egne kammerater, slutter Erik Hansen.

Vagt for Ben-Gurion

- I Latrun havde jeg æren af at stå vagt for at sikre en berømt jødisk politiker, David Ben Gurion, fortæller Poul Stenkjær. Han var bestemt ingen ny-immigrant. Var faktisk indvandret til Palæstina fra Polen allerede i 1906. Han var nu leder af det israelske arbejderparti. Det var Ben Gurion, som 15. maj 1948 havde æren af at udråbe den jødiske stat, var i henved 20 år Israels ministerpræsident og er regnet som en af den nye stats ledende politiske skikkelser. Han ledede under og efter Anden Verdenskrig ’Jewish Agency’ (det jødiske kontor) i Palæstina, og var derfor den mand, som de engelske myndigheder altid forhandlede med, herunder også om mulighederne og betingelserne for en magtoverdragelse. Ham var englænderne bestemt ikke interesseret i at lade hverken arabere eller jødiske terrorister tage livet af, slutter Poul Stenkjær.

Dagbog fra en heksekedel  

En del af de frivillige førte dagbog. Jeg har set adskillige. Mange er meget private og fortæller ikke så meget om det almindelige soldaterliv, kun hjemvéen og længslen efter dem derhjemme. Af dem har jeg uddraget enkelte lidt mere spændende begivenheder. Andre er nok kortfattede, men får alligevel så meget med, at man som læser klart fornemmer, at de – trods den fredelige, officielle tilstand - alligevel opholder sig i en heksekedel. Blandt disse udmærker den dagbog sig, som Leo Hansen fra Gedser har ført. Desværre blev største del af hans dagbog væk, da han under et kursus i Egypten mistede sin kuffert. Fra den reddede del har jeg kunnet ’tappe’ mangt og meget. Den er ført fra Nytårsdag 1948 til 1. maj 1948, hvorpå han blev hjemsendt efter endt kontrakt. Af pladsgrunde har jeg forkortet:

Torsdag 1. januar 1948, Sarafand, Palæstina: På benene igen efter en ’bevæget’ nytårsaften, der udviklede sig. Kantinen blev fuldstændig raseret af fulde soldater. Jeg sprang ud gennem et vindue og kom helskindet ud af ragnarok, og nåede at overvære, at officererne tabte 2-1 til sergenterne i en ’fancydress’ fodboldkamp. Drak et par øl. Ildkamp i Ramle, Jaffa og Tel Aviv. 6 arabere, 3 jøder og 1 britisk soldat dræbt.

2. januar:  Blev vækket kl. 05 og måtte med M.O. til Rishon le Zion. En jeep var sprængt i luften lige udenfor udkørslen fra sidste vejspærring. 1 dræbt, 2 lettere såret…

3. januar: …der har været en del skydning hele aftenen. Lyssporene trækker sine klare striber over den mørke nathimmel.

4. januar: …rolig dag, bortset fra, at der blev skudt på hovedvagten ved midnat.

5. januar: Det viser sig, at beskydningen af hovedvagten sidste nat fik dramatiske konsekvenser, idet et af husene, som ligger lige overfor vagten, i formiddags blev sprængt i luften, da der i den sidste tid med mellemrum har fundet beskydning sted af vores lejr fra den pågældende bygning. Den var i øvrigt beboet af jøder, som vi kendte godt – og slet ikke kunne tiltro slige hensigter.

6. januar: …kl. 24 tiltrådte jeg O.P-vagten for natten. Ved morgenens komme kunne vi rapportere om heftig skydning uden for Rehovot. En natpatrulje fra Kompagni B var blevet beskudt af nogle ’Haganah’-folk – den største og mest moderate af de jødiske modstandsgrupper og vel den eneste, som kan kaldes sådan. De to andre ’Irgun’ og ’Stern’ kan kun kaldes rene terrorgrupper.

 7. januar: Det har virkelig regnet det sidste døgn. Man må håbe, at dette vejr kan  lægge en dæmper på visse personers trang til skyderi. Hvad vagt angår er forholdsordren nu: 2 timer vagt, 2 timer fri osv. De strammer den. Før var det 2 timer på vagt og 4 timer frivagt.

9. januar: Stor eksplosion ved en arabisk vejspærring i Jaffagate i Jerusalem, forårsaget af gruppen ’Stern’ (gruppen anslås til 500 medlemmer), vist den mest yderliggående af de jødiske grupperinger. Antallet af ofre ved Jaffagate er 20 dræbte og 38 sårede…

Lørdag 10. januar: Blev i dag forlagt til Qastina, lidt længere syd på. Årsag: Omfattende uroligheder. Ingen profiterer på disse uhyrligheder. Her er ikke særligt rart at være, navnlig ikke efter mørkets frembrud. Jo, jeg kender godt dette med at være bange. Selv ikke en maskinpistol kan altid stive en af. Det bliver ikke bedre af, at kammerater, man kender, pludselig er væk. Jeg er sat på 24 timers stand-by, hvilket betyder at jeg ikke må lægge mit våben fra mig et eneste sekund.

11. januar: Selv om jeg sov med tøjet på, sov jeg dog over mig. Så vagtkommandøren fik ingen morgenthe. Det tog han pænt…

12. januar: Araberne har foretaget adskillige angreb på jødiske bosættelser nær Libanons grænse (Safad). Der hænger en tung uroluft over det hele. Tyverier af ammunition er i stærk tiltagende. Man skal virkelig passe på det, man har. Der ymtes om, at nogle soldater sælger det til araberne. Gik med ’Bugge’ og Ovesen i lejrbiografen og så en film med Diana Durbin, hvorefter vi tørnede ind for at samle kræfter til morgendagens strabadser.

13. januar: Kl. 1,35 blev vor nattesøvn ødelagt af en idiotisk brandalarm, som kostede en del panik og startede et unødigt skyderi, idet man troede, at sabotører var trængt ind i lejren…

14. januar: Jørgensen (kaldt ’Fede’) har fået sin anden vinkel og er nu korporal. Han har to gange været nævnt positivt i dagsbefalingen. Denne gang reddede han en lille, arabisk pige ud fra en brændende bil, som var skudt i stykker af ’Irgun’-folk i nærheden af Ramle.
    15. januar: … gik om aftenen en tur med Lejf til KFUM i Jerusalem. På vejen til Sarafand. Vi overnattede i Qastina. Knap 200 meter fra lejren blev en af hærens lastbiler sprængt i luften. 2 soldater kvæstet. Samme aften blev 8 jøder dræbt ved et arabisk bombeattentat i Haifa.

16. januar: Ifølge opslag på dagsbefalingen kan soldater nu blive overflyttet  til det forhadte P.P. (Palæstina Politiet). Dem har både ’Irgun’ og ’Stern’ et godt øje til, så selv om lønnen er høj der, er chancen for et hurtigt farvel til denne verden utroligt stor. Et par blandt os har taget springet. Jeg synes ellers, vi har rigeligt med spænding.

17. januar: Vågnede til blå himmel. Det er dog en fornøjelse midt i al denne elendighed. Man skal fandeme være optimist for at synes, at livet her er dejligt. Alene det forhold, at man synes, at den indsats man gør for at holde de værste udskejelser nede, synes helt nyttesløs. Det er horribelt, hvordan disse ’stolte krigere’ behandler hinanden. For at vise hinandens døde den største foragt har vi fundet lig, hvor …det mandlige kønslem er blevet skåret af og proppet i munden på den døde. Denne makabre akt forekommer fra begge sider. Fy for satan!

18. januar: …kl. 14 blev vi sendt til Hebron, hvor arabiske grupper havde omringet en deling af ’Haganah’-folk, der var sendt dertil som forstærkning for en jødisk bosættelse. Denne deling blev næsten tilintetgjort, uden svære tab for araberne. Disses antal var ’kun’ 11 døde og 17 sårede. Da vi ankom, var det værste overstået…

19. januar: Lige over midnat fandt et angreb på vor lejr sted. Nogle jøder forsøgte at komme ind i lejren, muligvis i håb om at tilrane sig nogle af vore pansrede køretøjer. De blev slået tilbage. En blev dræbt. Begge parter prøver nu med alle midler at komme til at stå så stærkt som muligt, før FN-resolutionen om deling af landet træder i kraft.
      20. januar: Hvis vi får ro i lejren, har vor M.O. lovet, at vi skal dele en flaske vin, selv om jeg ikke må drikke vin. Kl. 19 blev det med vinen aflyst: Vi måtte rykke ud til en lille landsby, Beit Jala nær Bethlehem, hvor en jeep var blevet sprængt i luften. 3 omkom. Derefter tog vi tilbage til den store lejr i Sarafand.

21. januar: Vi farer fra den ene ende af landet til den anden. Ganske vist er afstandene ikke så store. Fra Jerusalem til Jaffa/Tel Aviv er der kun 50 km. De store uroligheder foregår i den midterste del af landet. Med de tre nævnte byer som de mest urolige. ’Gamle Hansen’ og Jørgensen er vågnet op til en dejlig dag. De skal nemlig hjemsendes til England. Der er udstedt nye ordrer i forbindelse med, at  krigstilstanden i Palæstina skærpes. Ved vagttjeneste hed det før:  ’Spørg først! Skyd bagefter’. Nu hed det: ’Skyd først! Spørg bagefter!’ Sidste nat blev der alligevel stjålet 11 rifler og 6 stenguns. Urolige nætter.

22. januar:  En  barsk rædselscene udspillede sig under vor Jaffa-eskorte: Ved 10-tiden sprængte arabere en jødisk lastvogn i luften ved Yazur. Jøderne tog dog ingen skade ved selve sprængningen, men da de forsøgte at flygte, blev alle 9 mænd skudt og dræbt, hvorefter jødiske ’Haganah’-folk lidt efter stoppede en arabisk vogn og dræbte 11, deriblandt kvinder og børn. Vi var ikke i stand til at forhindre det passerede. Alt var sket, da vi ankom. Oven i det hele måtte jeg, da vi var tilbage i lejren, hurtigt gøre kilt og støvler i forskriftsmæssig orden, idet jeg blev sat på  headquartervagt hele natten.

 25 .januar: Mødte to danske faldskærmsoldater. Dem er der ikke så mange af her. De var lige ankommet fra Kenya. De fandt, at der var mere civiliseret her. Den vildfarelse kommer de nok snart ud af…

28. januar: Skulle på vagt kl. 14, men den blev udsat, idet jeg skulle med M.O. til eskorte. Turen gik til Jaffa, hvor natlige sammenstød havde resulteret i en del sårede fra nedslagne mortérgranater. Det er faktisk helt absurd. Sandsynligvis er der tale om granater fra vore egne lagre.
      30. januar: To britiske P.P-konstabler (=Palæstina Politi) blev ved 20-tiden dræbt ved et bagholdsangreb i Jehudastreet. Begges ’tommyguns’ blev stjålet. Attentatmændene undslap. De må have været jøder, da det skete i det jødiske kvarter, hvor arabere nødigt kommer.

31. januar: Blev vækket hårdt og brutalt af en sergent, som krævede hurtig ammunitonskontrol. Det har vist sig, at nogle i vore styrker er kommet i kræmmerhjørnet. Araberne viser fortsat stor interesse for at købe vor ammunition. Jeg forstår ikke helt værdien af en sådan kontrol, idet vi jo ofte – navnlig om natten – skyder mange skud. Hvor mange kan ingen vide. Vi samler jo ikke de tomme hylstre op bagefter. Efterpå får vi de manglende patroner opsuppleret. Ganske vist mod underskrift, men nogen rigtig kontrol kan den slags aldrig blive.

Intet nyt er ikke altid godt nyt

Ovenstående uddrag er en enkelt måneds oplevelser fra en enkelt mands dagbog. En enkelt måned, som jeg har trukket ud af sammenhængen til belysning af de situationer, som store forfattere har kaldt ’Alt roligt i Shipkapasset’ eller ’Intet nyt fra Vestfronten’. Hvad disse dagbogsnoter anno 1948  – ja, hele min bog for den sags skyld - fortæller er: Det var danskere i KRIG. Ganske vist ikke en krig med østfront og vestfront, med kavaleri skjult bag bakkekammen eller panservåben ind fra fløjen.  Men krig uden fronter. Guerillakrig. Første gang nogen dansk soldat har været sat ind i den form for krig, som er nutidens almindeligste, men ikke var det 1945-48. Krig med fronter er nemmere at fatte og beskrive end krige uden fronter. De enkeltpersoner, som har prøvet begge dele, har næsten enslydende sagt: ’At være frontsoldat er forfærdeligt. Men det er ubetinget at foretrække at vide, hvor fronten befinder sig. Så kan man være ’bag den’ eller ’væk fra den’.

De begreber findes ikke i guerillakrig. Manglen på frontberetninger fra krigen 1945-48 er åbenbar. Måske ligger hunden begravet her! Måske er det derfor, dansk offentlighed ikke blot har ’glemt’, men valgt at overse, at danske soldater deltog i denne krig. Måske er netop den manglende samtidsinformation årsagen til, at de unge, danske mænds indsats er blevet noget nærmest ikke-eksisterende. Måske er det her, man skal finde grunden til den manglende, officielle anerkendelse. Måske skal vi ikke kun tale om ’Den glemte Armé’, men om ’Den oversete Krig’

Hvorfor svigtede informationerne? Ja, det officielle England brød sig ikke om at informere den store verden om sin måde at håndtere koloniernes trang til frihed på. Den store verdens journalister sov i timen, optaget af ’Den kolde Krig’. Danske aviser er ikke ene om manglen på samtidsaktuelle nyheder om Krigen 1945-48.

I Danmark var pressen mest optaget af Retsopgøret  med de såkaldte ’landssvigere’, og dyrkning af helte fra modstandskampen, hvor selv vådeskud, set i bakspejlet, blev til ’heltemodig død  i gadekamp’

Da jeg som den første dokumentarforfatter i 1975 påtog mig at grave ned i emner, der gav en ny vinkel på Besættelseshistorien ved bl.a. at skrive ’Frikorps Danmark-trilogien’, var disse tyskuniformerede, frivilliges indsats ikke glemt, men den var anbragt under et - mente man - forsvarligt låg.

Danmark ville partout have disse mænd og deres indsats glemt. Jeg blev kaldt ’nazist’, fordi jeg som journalist prøvede at få en ny historie frem ved at anskue tingene under en anderledes vinkel.

I dag vælger stribevis af unge at forske i netop dét emne.

Måtte det gå denne bog ligesådan! For selvfølgelig er der brug for historikere til at fortsætte, hvor jeg slipper. Jeg er ikke historiker, men journalist.
Jeg gengiver, hvad de mænd fortæller, som var med. Om de efterrationaliserer (og det gør de jo nok), er ikke min sag. Om de overdriver, fortrænger, forherliger eller bevidst undlader detaljer, ser jeg det ikke som min opgave at vurdere.

Jeg ændrer ikke en mands beretning, selv om andre, der var med til det samme på samme sted, finder ham for ’fantasifuld’. Jeg gengiver så bare også den andens beretning.

Min sidekammerat skudt af snigskytter

Vi fortsætter med Leo Hansens dagbog:                      

1. februar: Gik på vagt kl. 18. Fra min tørn kunne jeg mellem 24 og 02 rapportere om to store eksplosioner i Yazur samt svær maskingeværild mod vort kvarter.

2 .februar: Naturligvis en smule træt efter sidste nats anstrengende vagt med det meget skyderi. To fra B-kompagniet blev lettere såret…Nu er vi klar til morgendagens afrejse. Dette er altså min sidste nat i Sarafand. Vi benyttede den sidste chance for at gå i lejrbiografen, og denne biograftur fik en særlig dimension. Vi sad på lange træbænke. Vi knappede så kappestropperne op på alle dem, der sad på bænken foran os, og knappede stropperne sammen rundt om ryglænet. Ved filmens slutning blev der som altid spillet ’Good save the King’ – og så blev der naturligvis uro, da hele rækken ikke kunne rejse sig. Det betød at biografen som kollektiv straf blev lukket et par dage. Vi var ligeglade. Vi skal rejse i morgen. 

Onsdag 11.februar: For anden gang på vagt på Jaffafronten. En aften og nat jeg sent vil glemme. Der kan simpelthen ikke være mere skyderi på en ’rigtig’ front. Således var der bestemt ikke behageligt at være på en maskingeværpost på et af de flade tage. Kugler og mortérbomber strøg over vore hoveder. Fra nærliggende huse hørtes rædselsskrig, når mortérbomberne ramte deres mål. Mon dette dog aldrig får ende? Jeg gad vide, hvem i helvede har opfundet den teori, at de britiske styrker skulle kunne være neutrale! Endsige i stand til at stoppe denne galskab. Det er umuligt ikke at være rasende på begge de stridende parter. Men det føles som om den overvejende del af sympatien er hos araberne, navnlig fordi vore tab overvejende er bibragt af jødiske terrorgrupper.

12. februar: 11. deling på natpatrulje i ruinbyen – det såkaldte ’ingenmandsland’. Vi startede kl. 21 på patrulje i nattens mørke. Knap et kvarter efter – vi var da i udkanten af Tel Aviv - blev vi angrebet  af svært maskingeværskyts samt mortérild og håndgranater. Vi sprang i dækning og besvarede ilden. Ved et utroligt lykketræf blev kun én, John Campell, såret. Jøder og arabere kæmpede stadig forbitret helt frem til morgensolen brød frem. Dog uden indblanding fra os. Haifa er uden overdrivelse et helvede. Man kan ligefrem føle deres had til hinanden.

14. februar: …kl. 14 start på dagens patrulje. Uro ved den jødiske bosættelse ’Wilhelmina’ førte til ildkamp med en gruppe arabere, der dog hurtigt fortrak… Et par timer senere kom vi i den omvendte situation i Beit Nabala, hvor ’Haganah’-militsen havde kørte deres lastbil ind i en arabisk hyrdes gedeflok. Sådan en situation kunne føre til tab af menneskeliv. Snart var en stor flok arabere samlet. En del af disse var bevæbnede og meget ophidsede, men det lykkedes at få gennet bilen af sted. For en gangs skyld lykkedes det for os at få stiftet fred. For et øjeblik, i hvert fald. Ved 17-tiden startede det hidtil største slag i Jaffa. Alt genlød af skud, morterild og let artilleri. Vi var på oversigtsposten på taget, 5 mand i alt. Min sidemand, Jimmy Webster, blev strakt til jorden, ramt af to skud. Det var snigskytters værk. To af os fik ham ned fra taget, stærkt blødende. Det var besværligt på den smalle vindeltrappe. Jeg løb hen for at hente en  officer. I min iver faldt jeg, men fik dog manden reddet…

17. februar: Gik atter på patrulje kl. 17,30 . Vi gik systematisk efter snigskytter. De blev observeret, men undslap. Huset sprængte vi i luften. 2 soldater var natten før blevet dødeligt såret af skud fra dét hus.

18. februar: Kom af vagt kl. 13. Skal kl. 22 på vagt som observationspost. 22,30 blev vor post beskudt. Af lyssporene kunne vi se, at skuddene kom fra snigskytter i Tel Aviv. Vi besvarede ilden og skudvekslingen fortsatte en halv times tid. Det lykkedes en patrulje, som i ly af vores beskydning sneg sig uset frem til snigskytterne, at afvæbne 8 arabiske snigskytter. Lige før morgengry blev post nr. 2 angrebet og ilden besvaret. Ved vagtens udløb havde jeg brugt over 100 patroner.

Dansker blandt de omkomne

29. februar: Var lige faldet i søvn, da en officer vækkede mig. Vi skulle øjeblikkelig afgå sammen med to delinger til Rehovat, ikke langt fra Lydda. Her var et troppetransporttog blevet sprængt i luften. Jeg mente, vi havde prøvet alt. Men disse rædselsscener overgik alt i modbydelighed. At soldaterne i toget var soldater, der skulle hjemsendes, mange efter 5-6 års tjeneste, gjorde det hele endnu mere meningsløst. Da vi ankom, var alt et stort kaos. Det ser ud til, at omkring 25 soldater er dræbt, mens der er langt over 100 sårede. Ingen tvivl om, hvem der står bag. Det kan kun være ’Stern’ – endnu en gang.

Mandag 1. marts: Dødsantallet er på dette tidspunkt over 30. De stærkt lemlæstede lig er spredt ud over et meget stort område. Det siger sig selv, at ingen af os har fået lukket et øje. End ikke en kop the har vi haft tid til. En dansker, en airborne, er blandt de dræbte. Mon det er en af dem, jeg for kort tid siden talte med? Terroristorganisationen ’Stern’ har påtaget sig skylden for dette massemord.

Det er egentlig utroligt, hvordan hadet kan blomstre op overfor nogle mennesker, man slet ikke kender. Der vil helt sikkert blive skredet hårdt ind overfor jøderne, da man slet ikke kender til den slags bestialske overgreb fra arabernes side. De får derfor en vis goodwill hos os.  Dog må det retfærdigvis siges, at den store, jødiske ’Hagannah’ stort set anser det som sit hovedmål at bekæmpe araberne. ’Stern’ og ’Irgun’ at bekæmpe os. Selv under redningsarbejdet blev der skudt på os af snigskytter fra Rehovot. Der er tilkaldt hjælp i form af tanks, som nu jævner de omkringliggende appelsinplantager med jorden, samtidig med at der sættes ind overfor de ihærdige snigskytter.

2. marts: De sidste dages begivenheder har betydet, at den engelske holdning overfor jøderne er betydeligt skærpet. De må gå fra flyvepladsens port til passagerflyene, mens araberne får lov at køre. Men de fleste passagerer er jøder, og desværre går denne ydmygende forskelsbehandling  jo også ud over uskyldige.

4. marts: Kom af vagt kl. 9, men kun for at møde nye ubehageligheder. Nye sandsækstillinger skal opbygges, idet den britiske overkommando har besluttet, at  ’Haganah’ (den mest moderate, jødiske gruppe) skal overtage en del af lejren. Det er lidt mærkeligt: Den ene dag slæber vi lig ud af ruinerne og bombesprængte tog, forårsaget af jøderne. Den næste dag samarbejder vi med jøderne og overlader dem dele af bevogtningen. I dag prøvede araberne at sprænge en jødisk bus i luften nær lufthavnen. Det mislykkedes, slutter Leo Hansen - indtil videre - sin 1948-dagbog.

 Min skæbnenat

- Jeg kom ad ruten over Toulon i Frankrig og derfra med transportskib til Port Said i Egypten. Min enhed var den sidste, som forlod skibet, fortæller Poul Bakkegaard Andersen. Med tog kørte vi langs Suezkanalen og kom om natten til en ørkenlejr, hvor vi opholdt os en uges tid. En aften gik turen atter mod nord. ’Dårlig planlægning’, tænkte jeg. En sen nattetime gjorde toget holdt. Der blev udefra sat skodder for alle vinduerne. Så var vi klar over, at nu gik turen til Palæstina. Herfra har de fleste af mine kammerater mange minder, spændende, glade, sørgelige. Jeg har kun få – og de er ret så triste. For eksempel det om ’min skæbnenat’.

Det var under en øvelse i ørkenen. Det var meget mørkt. Vor enhed skulle løbe ud i et øde terræn. Jeg var igen uheldig. Jog mit højre ben i et hul. Der skete et eller andet i mit lår og knæskal, så jeg var lammet fra skridtet og ned. Jeg blev kørt til hospitalet i Bis-Yagor. Et par dage efter indlæggelsen kom der en Røde Kors-søster med noget sytøj og satte mig i gang med det. ’Strapudemaj’ er sgu’ ikke lige mig, men det var trods alt bedre end bare glo ud af vinduet og begræde sin egen skæbne.

I september fik jeg at vide, at de ikke kunne behandle mig godt nok i felten. Jeg skulle til England. Med tog til Ismailia. Herfra med ambulance til Tel-El-Kiber. Chaufføren kørte som om han havde stjålet vognen, og der må have været store huller i vejen, for vi røg op og ned som bolde på bårerne. Min båre knækkede sammen, så jeg røg på gulvet. Op ad dagen måtte de lægge benet i ny gips. Vi var der en otte dages tid, inden turen gik videre til Port Said, hvor tyske krigsfanger bar alle os sengeliggende ombord på et hospitalsskib. Om bord fik vi en pragtfuld behandling på hele turen hjem til Portsmouth. Derfra kom jeg til militærhospitalet Shaftersbury i Dorset. Derfra blev jeg udskrevet i slutningen af november. Var i mellemtiden faldet i tilstandsgrad fra A1 til B7.

For anden gang fik jeg en billet til Woolwich i London.  Herfra i begyndelsen af december på 30 dages orlov til Danmark. Tilbage i England skulle jeg kun vente på hjemsendelse. 27. februar 1948 forlod jeg for sidste gang England. Dagen før  min afrejse kom min kammerat fra Palæstina hjem derudefra. Han sagde til mig, at jeg ikke var gået glip af noget. Da FN vedtog, at oprette staten Israel, blev hverdagen dernede endnu værre. Da begyndte også araberne at skyde på de engelske soldater. Hidtil havde det kun været jøderne.

Da jeg efter hjemsendelsen begyndte på forårsarbejdet herhjemme og skulle gå bag harven i den løse jord, blev mit venstre knæ helt tosset. Jeg tog ind til den britiske militærattaché i København, blev indlagt på Militærhospitalet, og blev efter fire dage udskrevet med en  lægeerklæring. Den afleverede jeg  til militærattachéen og blev senere bevilget en månedlig erstatning. Den ophørte 1955, da mit ben blev erklæret i orden. Jeg bliver dog stadig på mine gamle dage mindet om ham hollænderen ved kanonhåndbremsen. En dag i sommeren 1948 kom der en pakke fra England med mit kamera, en civil skjorte og de breve, jeg havde modtaget fra Danmark. Men dagbog og fotos var desværre ikke med.  Jeg sidder for resten på mine gamle dage og undrer mig over, at min rejse til alle de spændende lande mest skulle komme til at foregå på en båre i feltambulance, slutter Poul Bakkegaard Andersen.

Jeg var ikke fuld nok

- En gang havde vi været på vagt i dage og timer, fortæller Carl Christian Hansen. Nu trængte vi lige til 48 timer til at slappe af i. Det gik på jäkla vis. Afslapningen var vist ’en ’by i Rusland’. Men vi tog til byen. Og drak os godt gammeldags fulde. Engelsk militærpoliti er meget, meget strikse, men de havde nok fået ordre til at se gennem fingre med, hvad vi, der havde haft hundevagt på hundevagt, gik og lavede. De havde lavet transporter inde fra byen ud til lejren, hvor de samlede de fuldeste op i rendestene og på trapper.  Jeg følte mig dog i stand til at gå ud til lejren. Mente også, jeg havde godt af lidt frisk luft – og havde ikke lyst til at komme på lastvognslad sammen med de værste fulderikker. Men jeg var alligevel blevet træt, opdagede en militær lastbil bag mig. Nå, tænkte jeg, dén ta’r jeg med.

- Nej, holdt! skreg chaufføren, du er ikke fuld nok! Og så jeg måtte vandre på de flade konvolutter ud til lejren.

Nu blev det da totalt kaos

Den 15. maj 1948 sluttede den britiske overhøjhed i Palæstina. Ved midnat 15. maj proklameredes ’Staten Israel’. Derefter skulle det tidligere Palæstina være delt i Israel og den arabiske del. Det er utvivlsomt baggrunden for den lettelse, Leo Hansen viser i sin dagbog:

Lørdag 1. maj: Jeg kan ikke i enkeltheder berette om de seneste 10 dage. Vi er så nær afslutningen på dette mareridt, at det eneste, man kan koncentrere sig om, er at komme helskindet ud af dette helvede. Hele natten har vi været i aktion. Vi måtte have hjælp af to britiske destroyere

Berlingske Tidende reserverede begivenheden på hele siden  forside den 15. maj 1948

som landede enheder af The British Marine i Haifa havn. Vor deling var med til at sikre landgangen. I timerne før havde enheder fra regimentet Argyll and Sutherlands Highlander dræbt mellem 60 og 70 Irgunterrorister. 17 af vore egne var blevet dræbt og mange såret. Soldater fra The King’s Own Regiment er sat ind her i området.

De arabiske nabolande har nu også blandet sig, hvilket komplicerer situationen. I Nordpalæstina siges libanesiske og syriske tropper at forsøge at invadere. Terrorgruppen ’Irgun’ har trods sine betydelige tab afslået vort ultimatum om at trække sig tilbage fra de senest erobrede dele af byen Haifa. Den store jødiske gruppe ’Haganah’ har for at undgå yderligere blodsudgydelse tvunget ’Irgun’ tilbage til Tel Aviv og overdrager os de totalt sønderskudte områder. Jødiske militærorganisationer beskylder os for ikke at være helt neutrale. Det er højst sandsynligt, navnlig når man betænker, at vi på intet tidspunkt har oplevet de samme uhyrligheder fra arabisk side som da ’Sternbanden’ kidnappede to sergenter, hængte dem i et træ i værste westernstil og hemmeligt minerede området ved træet. Da en deling af vore kom og fandt ligene hængende og ville skære dem ned, blev yderligere to af vore dræbt og flere såret, fordi de sataner havde mineret de døde kroppe med bomber mellem indvoldene. ’Haganah’ har nu udsendt mobiliseringsbefaling for alle jøder mellem 25 og 35 år.

Her slutter Leo Hansens dagbog. Men mange år senere fortalte han i sin erindringsbog ’I kilt - Med bar røv og viklers’ om de sidste rædselsuger:

De sidste ugers helvede

- Maj måned indvarslede 14 hektiske døgn. FN havde som sagt besluttet at dele dette lille land i to og derved gøre oprettelsen af staten Israel mulig, sådan som den politiske, jødiske fraktion Zionisterne havde set hen til. Enhver med blot et minimum af kendskab til forholdene i dette område måtte vide, at den deling ikke kunne føre til en holdbar fred. Oprettelsen af Staten Israel var Vestens pris – eller dårlige samvittighed - over det, som var overgået jøderne, ikke kun i Anden Verdenskrig, men gennem århundreder, også i deres egne lande.

Det jødiske befolkningselement i Palæstina var ved indgangen til 1900-tallet cirka 10% af Palæstinas samlede befolkning. Den enorme tilstrømning af jøder under og navnlig efter Anden Verdenskrig betød, at mange hundredtusinder af arabere ikke ville – eller kunne - leve i den oprindelige hjemstavn. Så stor en indvandring måtte uvægerligt føre til et martyrium for araberne. Da Palæstina blev til Israel, blev situationen endnu mere spændt.

For os, The British Army, kunne tiden her i forsommeren 1948 ikke gå hurtigt nok. Vi følte os virkelig som lus mellem to negle. Eftersom vi nærmede os den magiske dato, 15.maj 1948, blev alt mere hektisk. Vagterne blev længere og længere, besværlighederne større. Alle tænkte kun på ét: Komme ud, væk fra dette helvede!

Byen Haifa var én stor ruinhob. Døde dyr lå overalt og udbredte en frygtelig stank. Jeg fik på den tid store hævelser i ansigtet, og måtte, da jeg senere kom til Cairo, indlægges. Her konstaterede lægerne malaria. Der gik mange år, før de mest mærkbare følger af den forbandede sygdom var borte.

Endelig oprandt den længe ventede 15. maj 1948. At det overhovedet lykkedes os at komme ud uden alt for store problemer, er mig stadig en gåde: Store kolonner af den egyptiske hær var allerede trængt langt ind i Palæstina. De jødiske styrker forsøgte at besætte og sikre områder, hvor det var dem muligt. Kampene blussede op med megen heftighed. Det er vist let at forstå, hvor svært det var for os at jonglere mellem de stridende parter, jøderne og araberne. Vores ordre var kun at skyde i selvforsvar – i sig selv en umulig ordre at adlyde, da vi jo befandt os i centrum af begivenhederne, og næsten ikke kunne undgå at komme i vejen for begge de stridende parter.

Men ud kom vi da,  nogenlunde helskindet. I vor deling blev kun to lettere såret. Det hele foregik i sneglefart. Men efter to døgn nåede vi da frem til Egypten, som stadig var britisk område. Vi kom til en stor militærbase ’al Masa’.

En del af denne var indrettet som krigsfangelejr for 5-600 tyske soldater fra Anden Verdenskrig. Glæden over at være sluppet helskindet ud, oversteg langt frustrationerne over den kadaverdisciplin, som herskede her. Selv gamle soldater, der havde gjort hele krigen med, var pinligt berørt over officerernes optræden overfor mandskab og fanger. Ad omveje erfarede jeg, at mit hjemsendelsesnummer snart ville blive udtrukket, slutter Leo Hansen. Han og mange kammerater kom til England og efter nogle uger dér hjem til Danmark.

Englænderne respekterede ikke altid sabbaten

- Englænderne opførte sig reverenter talt ikke altid lige pænt overfor jøderne, fortæller  Karsten Andersen. Englænderne kunne godt finde på at slå til jøderne med en knytnæve, hvis disse ikke rettede sig efter ordrer og anvisninger om at fjerne sig fra et sted, selv om jøderne nægtede med henvisning til, at det var deres sabbat, altså mellem fredag aften og lørdag aften. En gang, hvor jeg overværede en sådan optræden,  så jeg – skønt kun menig – meget bestemt på en officer og bad ham respektere jødernes religion. Han blev rasende, men holdt op – og jeg blev ikke indberettet.

Troppetransport var langt fra ufarligt

- Hjemrejsen til England i 1948 blev for mig ret dramatisk, fortæller Knud Tang Andreasen. Der var på den tid, hvor Israel havde fået sin selvstændighed, alligevel meget skyderi og sabotage omkring troppetransporttogene. I Haifa blev toget forsinket et døgn, fordi jernbanelegemet var sprængt i stykker natten før.

Næste dag blev toget stoppet i nærheden af Lydda. Sammen med en snes andre blev jeg udtaget til at bevogte toget natten igennem, mens de øvrige cirka 200 mand blev indkvarteret i en nærliggende lejr. Formiddagen efter kørte vi meget langsomt over en jernbanedæmning, som kun var blevet nødtørftigt repareret efter at skinnerne om natten havde været bombesprængt. Nede i en appelsinlund ved siden af dæmningen lå et helt troppetog på siden. Otte vogne var væltet ned fra dæmningen. Mange var blevet dræbt ved den lejlighed, blev vi fortalt. ’Det kunne lige så godt have været os!’ tænkte hver og en af os selvfølgelig.

Vi slap dog ud af Palæstina uden skrammer, slutter Knud Tang Andreasen.

…når jeg har tørret blodet op under mit tv

- Det var som en pseudokrig at være med i. Alt åndede fred og fordragelighed, og vi gik rundt og hyggede os i solen, ved stranden og andre steder. Men pludselig slog så lynet ned, og alt var med ét larm, eksplosioner, skud, blod og død! Sådan fortæller Erik Vedsegaard.

I efteråret 2000 skrev han et brev til formanden for veteranforeningen ’The Danish Association of  Ex-Army Men’s Club 45’, nu afdøde Poul ’Marocco’ Bærentsen, også redaktør af veteranforeningens medlemsblad, som gennem årene har gengivet en række beretninger fra veteranerne. ’Marocco’ videresendte brevet til mig med påtegningen ’Vedsegaard udtrykker klart, hvad vi alle følte – og føler. Take it or leave it!’   
Jeg tager det. Med brevskriverens tilladelse lader jeg det lange brev være afslutningen på afsnittet om Palæstina:

- En dag vil vort medlemsblad blive betragtet som ’historisk kildeskrift’. For vi var der jo, da alle omvæltningerne fandt sted i slipstrømmen fra Anden Verdenskrig. Så sent som i aftes så  jeg en svensk tv-reportage fra Jerusalem. Jeg fortalte Aase, hvor mærkelig Jerusalem var. Det forekom dengang besynderligt, at mennesker kunne leve og bo dér. Så vidt jeg kunne skønne fra den svenske reportage var alting stadig utroligt snørklet. Man skulle op ad stentrapper, som havde eksisteret i over 2000 år, ind af en dør og ned ad en anden stentrappe for at komme over i en anden gade. Undervejs hilste folk på naboer og genboer.

Af og til gik man gennem deres boliger for at komme frem til sin egen. Utroligt snørklet og mærkeligt. Den aktuelle anledning til reportagen var, at man ville forsøge at lave fred mellem arabere og jøder. Alverdens koryfæer – med USA’s præsident i spidsen – forsøgte at finde ud af, hvordan man skulle få alle parter til at holde op med at slås. Akja, akja, akja… i én uendelighed!

Hvordan i himlens navn kan nogen tro, der kan skabes fred i det land? Mit regiment forlod det daværende Palæstina for over 50 år siden som de sidste britiske soldater. Jeg havde tilbragt 1½ år i landet og tilstødende områder. Jeg - som hver aften får serveret forholdene i Mellemøsten på en blodig tv-sølvbakke – kunne ikke lade være med at foretage et håbløshedens træk på skuldrene ved at se den svenske tv-reportage og dens mange gode hensigter i det, der dengang hed Palæstina, nu Israel og ’de besatte områder’.

Når jeg hver aften får serveret de seneste nyheder fra området, og når jeg er færdig med at tørre blodet op under tv-apparatet, spørger jeg mig selv: -Hvorfor kan de mennesker ikke finde ud af at lægge riflerne fra sig? Jeg må bruge Donovans ord: ’The answer is blowing in the wind’.

Den svenske reportage fortsatte. En ældre, arabisk dame, velbevaret og velklædt, kørte en tur med en taxi i de jødiske forstadskvarterer til Jerusalem.

Hun pegede og fortalte, hvordan hun havde gået i skole i den bygning dér. Efterhånden som taxi’en langsomt avancerede, udpegede hun diverse huse i gaden, som hun havde haft personlig berøring med. Dér havde hendes tante boet. Dér havde den og den boet etc. etc. Indtil taxien stoppede foran en stor patriciervilla, hvor damen sagde:
- Dér blev jeg født. I dét hus har jeg boet hele min barndom og en del af min ungdom.  Hun steg ud af taxien og mødte en ung, jødisk kvinde, der havde siddet på terrassen foran huset. Den ældre, arabiske dame sagde:

- De bor i mit hus, som De uden tilladelse er flyttet ind i!

Den unge, jødiske kvinde råbte til den arabiske dame:

- Det var Dem, der løb fra huset. Det var jer, der startede det hele i 1948, og så løb I alle sammen jeres vej. Dette hus stod tomt og forladt. Derfor flyttede min familie ind!

Reportagen gengivet fra hukommelsen.

Jeg sagde til Aase: - Her har vi sagen i en nøddeskal!

Den ældre, arabiske dame havde ret. Ingen tvivl om det! Episoden sluttede med, at den ældre, arabiske dame nærmest hen for sig selv sagde:

- Så må man løse sagen, som kong Salomon løste en sag om et barn dengang for nogle tusind år siden!

Jeg kan endnu en gang kun trække i håbløshed på skuldrene. Igennem alle disse århundreder har man løst utallige af verdenshistoriens gordiske knuder med ’salomoniske løsninger’. Hvordan man skulle kunne benytte den fremgangsmåde på Det hellige Lands område? Det ligger uden for min fatteevne. For hvis der skal hugges – som Salomon truede med at gøre det – hvor skal man så hugge? Og hvem skal hugge?

Jeg gruer for, hvordan den problematik måske en gang bliver løst. Nu er krukken drevet så længe til vands, at der i realiteten ikke er andet tilbage end rå vold. Så må mit hjerte endnu en gang bløde.

Hvor har jeg dog af hjertet undt jøderne, at de fik deres eget land. Hvor har jeg dog følt med dem, da vi hørte om de skrækkelige ting, som nazisterne havde gjort ved dem under Anden Verdenskrig. Det skrækkeligste, nogen generation i mange århundreder har oplevet!

Dog må også jeg - hvad alverdens store mænd og kvinder har forsøgt i snart 100 år - forsøge at give palæstinenserne rimelig credit.  Da vi var dernede for snart 60 år siden, talte jeg med begge parter. Jeg havde dengang ikke den helt store respekt for palæstinenserne. Meget af tiden sad mændene under skyggefulde træer og  drøftede hjemlige og fremmede problemer. Godt med store armbevægelser og højtråberi. Men lidt efter faldt der atter ro over forsamlingen. De spillede backgammon eller sad tavse og skuede fjernt ud over deres jord, som bredte sig så langt øjet rakte, støvet, goldt og stenet.

Men det var deres hjem. Her havde de boet i flere tusinde år. Her havde deres forfader, Saladin, for 1000 år siden flået deres land fra os kristne, da vi pludselig mente, at landet tilhørte os, fordi Jesus var født her.

Intet kunne være korsfarerne mere helligt. Vore forfædre tog, da vi pludselig fandt os selv kristne, ned til Palæstina for med sværd i hånd at forsvare vort nye, hellige land.

Min sympati lå - dengang for snart 60 år siden - hos jøderne, skønt min opgave var at forsøge at dele sol og vind lige. Gradvis har jeg fået respekt for palæstinenserne.

Det var – og er vel stadig - den måde, de foretrækker at leve på.

Hvem er vi, slutter Erik Vedsegaard, der vil fortælle araberne, hvordan deres liv skal leves?